Hjælp/support


Dokumentation

Før man prøver at få hjælp fra en anden person, er det normalt en god ide først at prøve selv at finde løsningen. På den måde vil man almindeligvis få de svar man søger, og selv hvis man ikke gør det, er det sandsynligt at bare det at have læst dokumentationen, kan være til nytte i fremtiden.

Der er en del dokumentation tilgængelig i Debian – se venligst websiden om Debians dokumentation.


Kendte problemer

Begrænsninger og alvorlige problemer med den aktuelle stabile distribution (om nogen) er beskrevet på udgivelsessiderne.

Vær særligt opmærksom på udgivelsesbemærkningerne og de kendte fejl.


Wiki

Løsninger til almindelige problemer, howto'er, guider, tips og anden dokumentation finder man i Debian Wiki. Som alle wiki'er, er denne wiki under konstant opdatering, og dine redigeringer er velkomne.


Postlister

Debian GNU/Linux er udviklet gennem en distribueret indsats fra hele verden. Derfor er e-mail en foretrukken måde at diskutere forskellige emner på. Meget af kontakten mellem Debians udviklere og brugere håndteres ved hjælp af adskillige postlister.

Der er adskillige offentligt tilgængelige postlister. Se Debians postlistesider for flere oplysninger.

Det er selvfølgelig mange andre Linux-postlister, rettet mod specifikke aspekter ved det omfattende Linux-økosystem, og som ikke er Debian-specifikke. Anvend din foretrukne søgemaskine til at finde den mest velegnede liste til dit formål.


Usenet-nyhedsgrupper

Mange af vore postlister kan man kigge i som nyhedsgrupper, i hierarkiet linux.debian.*. Dette kan også gøres med en webgrænseflade som Google Groups eller Gmane.

Der er også et antal rigtige nyhedsgrupper, som har med GNU/Linux at gøre. Selvom de ikke specifikt handler om Debian, kan de alligevel give Debian-brugere mange nyttige oplysninger.

dk.edb.system.unix
Dansk gruppe om forskellige Unix-varianter, deriblandt GNU/Linux-systemer. Husk at læse gruppens fundats inden du skriver i den.
dk.edb.system.unix.hardware
Dansk gruppe om konfigurering af hardware og drivere under forskellige Unix-varianter, deriblandt GNU/Linux-systemer. Husk at læse gruppens fundats inden du skriver i den.
comp.os.linux.answers (modereret)
Periodiske udsendelser (af FAQ/OSS=Ofte stillede spørgsmål, HOWTO-vejledninger). Et godt sted at begynde!
comp.os.linux.hardware
Hardware-relaterede diskussioner.
comp.os.linux.setup
Opsætning og konfigurering af GNU/Linux-systemer.
comp.os.linux.m68k
Om anvendelse af GNU/Linux på maskiner med Motorola 680x0-processoren.
comp.os.linux.networking
Netværks-relaterede emner.
comp.os.linux.x
Brug af X Window-systemet på GNU/Linux-computere.
comp.os.linux.misc
Forskellige emner. Her diskuteres alle emner der ikke er dækket af andre nyhedsgrupper.

Se også dette indeks for en mere udførlig liste over relaterede nyhedsgrupper.


Websteder

Se debianHELP og Debian-brugerforummer er webportaler hvor du kan stille spørgsmål om Debian og få dem besvaret af andre brugere.

Debian-Administration.org har tips og ressourcer vedrørende Debian-systemadministratorer.

Nyttige links om Unix:


Kontakte en pakkens vedligeholder

Der er to måder at kontakte en pakkes vedligeholder på. Hvis du vil i kontakt med en pakkes vedligeholder på grund af en programfejl, så kan du blot indsende en fejlrapport (se afsnittet nedenfor om fejlrapportering). Pakkens vedligeholder modtager en kopi af fejlrapporten. Husk at skrive på engelsk.

Hvis du ønsker at kommunikere med pakkevedligeholderen, så kan du bruge det specielle e-mail-alias, som er sat op for hver pakke. Alle e-mails der sendes til <pakkenavn>@packages.debian.org vil blive videresendt til pakkevedligeholderen.


Fejlrapporteringssystemet

Debian GNU/Linux-distributionen har et fejlrapporteringssystem som indeholder de detaljerede oplysninger om programfejl rapporteret af brugere og udviklere. Hver enkelt fejlrapport tildeles et nummer og gemmes i arkivet indtil den er blevet markeret som behandlet.

For at rapportere en fejl kan du bruge en af fejlrapporteringssiderne nedenfor, eller du kan bruge Debian-programmet reportbug, til automatisk at indsende en fejlrapport.

Oplysninger om indsendelse af fejlrapporter, oversigt over uafsluttede fejlrapporter, samt oplysninger om fejlrapporteringssystemet generelt, findes på websiderne om fejlrapporteringssystemet.


Konsulenter

Debian er fri software og tilbyder gratis hjælp via postlister. Nogle mennesker har enten ikke tid, eller har specielle behov, og er villige til betale nogen for at vedligeholde eller tilføje ekstra funktionalitet til deres Debian-system. Se konsulentsiderne for en liste over personer og virksomheder, der tilbyder sådanne ydelser.


Direkte hjælp på IRC

IRC (Internet Relay Chat) benyttes til direkte kommunikation mellem mennesker over hele verden. IRC-kanaler om Debian findes på OFTC.

For at deltage i en sådan chat skal du bruge et IRC-klientprogram. Nogle af de mest populære klienter er XChat, ircII, irssi, epic4 og KSirc, der alle findes som Debian-pakker. Når du har installeret klienten, skal du bede den om at forbinde sig med serveren. I de fleste klienter kan du skrive:

  /server irc.debian.org

Når du har opnået forbindelse, skal du tilslutte dig kanalen #debian ved at skrive:

  /join #debian

Bemærk: Klienter som XChat har ofte en anderledes, grafisk brugergræseflade til brug ved tilslutning til servere og kanaler.

Du befinder dig nu midt i en flok venlige #debian-folk, som du er velkommen til på engelsk at stille spørgsmål om Debian. Kanalens OSS er tilgængeligt på http://wiki.debian.org/DebianIRC.

Kan du ikke få svar på dit problem i #debian, så prøv at spørge på engelsk i kanaler som #LinPeople, #LinuxHelp, eller #help.

Der er et antal andre IRC-netværk hvor du også kan chatte om Debian. Et af de mere populære er IRC-netværket freenodechat.freenode.net.

På freenode er der en lille dansksproget IRC-kanal, #debian.dk, hvor du på dansk kan søge hjælp.


Andre supportressourcer

Se de relaterede links.