Vellykket Debian-konference i Oslo afsluttet

28. juli 2003

Omtrent 140 personer deltog i dette års Debian-konference, der fandt sted fra den 18. til 20. juli på universitet i Oslo, Norge. 90 af disse personer deltog i Debians første "arbejdslejr", der fandt sted forud for konferencen, fra den 12. til 17. juli. I forbindelse med debcamp, blev mere end 200 fejl rettet i den fremtidige debian-installer, hvilket bekræfter at denne form for udviklermøder er en succes.

Takket være den stærke sponsorstøtte fra HP, NUUG Foundation, Lindows, Trolltech, O'Reilly, Linpro (sammen med Dell) og universitet i Oslo, var mad, faciliteter, rigelige mængder computerkraft og overnatningsmuligheder omkostningsfri for deltagerne. Mange udviklere fra både Europa og andre verdensdele fik desuden støtte til deres rejseomkostninger. Den gode støtte fra den norske Unix-brugergruppe (NUUG) til planlægningen og organiseringen, gjorde at begivenheden forløb uden problemer og efterlod et professionelt indtryk.

Debians nuværende projektleder, Martin Michlmayr, var særdeles imponeret af debcamp'en: "Dette års debconf og særligt den forudgående debcamp, var en stor succes. Ideen med at have en debcamp, hvor folk kan samarbejde på forskellige projekter, blev undfanget på sidste års debconf og blev virkeliggjort i år. Vi kan konstatere, at det er meget effektivt, når folk der normalt samarbejder via Internet, kan arbejde i det samme lokale. Mange design- og implementeringsproblemstillinger blev diskuteret og blev løst med succes. I fremtiden vil vi prøve at afholde flere debcamp'er, måske af mindre målestok i forskellige lande."

Debians koordinator for konferencen, Andreas Schuldei, sammenfattede: "Særligt fællesskaber, der samarbejder via Internet, har behov for denne form for arrangementer, for at få større succes. Jeg tror at denne begivenhed har opfyldt sit mål med at inspirere og motivere alle deltagerne. Dette var et bemærkelsesværdigt eksempel på Debians aktive fællesskab og utrolige mangfoldighed."

Flere oplysninger
Billeder