Debian 7 Wheezy vil indeholde multiarch-understøttelse

26. juli 2011

Under årets Debian-konference, DebCon11, blev indførelse af multiarch-understøttelse gjort til et udgivelsesmål for den kommende syvende udgave af Debian, Wheezy, som forventes at blive udgivet i 2013. Multiarch er en radikal omtænkning af filsystemhierarkiet, hvad angår stier til biblioteker og header, for at gøre programmer og biblioteker hørende til forskellige hardwarearkitekturer let parallelt installerbare på det samme system.

Multiarch er en stor forbedring i Debian evne til at leve op til løftet om at være et universelt styresystem, forklarer Steve Langasek, drivkraften bag implementeringen, ikke blot vil det gøre crossbuilding lettere, det vil også muliggøre bedre understøttelse af ældre 32 bit-applikation på nye 64 bit-installationer og i fremtiden endda gøre det muligt, at skifte fra 32 bit til 64 bit på kørende systemer.

Folk der er interesserede i dette emne, kan se Steve Langaseks foredrag Multiarch in Debian: 6 months (or 6 years) on i dag klokken 16.00 CEST (14.00 UTC) ved at anvende DebConfs webfrontend.

Om Debian

Debian-projektet blev grundlagt i 1993 af Ian Murdock, som et helt frit fællesskabsprojekt. Siden den gang, er projektet vokset til at være et af de største og mest indflydelsesrige open source-projekter. Tusindvis af frivillige fra hele verden samarbejder om at fremstille og vedligeholde Debian-software. Med oversættelser til 70 sprog, og med understøttelse af et enormt antal computertyper, kalder Debian sig det universelle styresystem.

Kontaktoplysninger

Besøg Debians websider på https://www.debian.org/ for yderligere oplysninger eller send en mail på engelsk til <press@debian.org>.