Debian-fællesskabet fejrer 18-års fødselsdag

16. august 2011

Debian-projektet er glad for at kunne markere det 18. jubilæum af Ian Murdocks grundlæggelsesannoncering. Et citat fra den officielle projekthistorie: Debian-projektet blev officielt grundlagt af Ian Murdock den 16. august 1993. På det tidspunkt var hele ideen med en Linux-'distribution' ny. Ian havde til hensigt, at Debian skulle være en distribution, som blev lavet i åbenhed, i Linux' og GNU's ånd.

I de forgangne atten år er der sket meget med projektet og dets fællesskab. Der har været elleve udgivelser - senest Debian 6.0 Squeeze i februar 2011 - og en enorm mængde fri software er blevet pakket. Den aktuelle unstable-forgrening består af flere end 35.000 binære pakker til blot arkitekturen amd64 - over 44 GB fri software! Gennem sin historie har Debian levet op til sine mål om teknisk fortræffelighed, ansvarlighed og frem for alt frihed.

Selvfølgelig ville det ikke være muligt uden det stærke fællesskab, der har udviklet sig omkring Debian. Ud over flere end 1.000 Debian-udviklere og -vedligeholder fra hele verden, er der også over 11.000 registrerede konti på samarbejdsplatformen Alioth, og her er ikke engang medregnet de personer, der bidrager med oversættelser eller fejlrapporter (og nogle gange patches til dem) samt alle dem, der hjælper andre via vores postlister, forummer og IRC-kanaler.

Som et projekt vil vi også gerne benytte lejligheden til at takke alle vore brugere og bidragydere, samt selvfølgelig også vores opstrømsudviklere. De er alle med til at gøre Debian til en fantastisk oplevelse og et fantastisk projekt!

I dag over hele verden, fejres vores fødselsdag af Debian-udviklere, -vedligeholdere, -bidragydere og -brugere, med fester i det virkelige liv. Fejringen organiseres af fællesskabet, og det er ikke for sent at starte en fest i din egen by!

Brugere kan også anvende webplatformen på http://thank-you.debian.net til at udtrykke deres tak og dele billeder fra deres egne Debian-fødelsdagsfestligheder. Hvis du skriver på Twitter eller Identi.ca, så anvend venligst hashtag'et #thxdebian.

Debian-projektet hilser fortsat bidrag fra alle velkommen, i alle afskygninger, og opfordrer folk til at hente, anvende, ændre og distribuere kildekoden i håb om, at den er til nytte.

Kontaktoplysninger

Besøg Debians websider på https://www.debian.org/ for yderligere oplysninger eller send en mail på engelsk til <press@debian.org>.