Debian hilser mangfoldighed velkommen

6. juni 2012

Debian-projektet er stolt over at kunne offentliggøre tilgængeligheden af dets mangfoldighedserklæring, som blev godkendt af et stort flertal blandt projektmedlemmerne.

Den tekniske side af Debian-projektet er allerede forpligtet til mangfoldighed: Vi accepterer ikke diskriminering mod personer, grupper eller arbejdsområder i vores software (Debians retningslinjer for fri software, afsnit 5 og 6). Nu hilser fællesskabsdelen af Debian-projektet eksplicit alle deltagere velkommen, og opfordrer til mangfoldighed.

Den konstruktive og udbytterige debat, som førte til den aktuelle udgave af erklæringen, var meget opmuntrerende, sagde Francesca Ciceri, som foreslog det oprindelige udkast og tog mange andre holdninger i betragtning. Jeg ønsker at takke alle de personer, som deltog i processen med at forfatte udkastet, kom med forslag til ændringer og rettelser, forklaringer af forskellige synspunkter og godkendelse af initiativet, tilføjede Francesca.

Erklæringen markerer et nyt trin i processen med at hilse bidragydere velkommen i vores projekt, sagde Stefano Zacchiroli, Debians projektleder. Mangfoldighed i fællesskabet går hånd i hånd med et righoldigt fællesskab.

Om Debian

Debian-projektet blev grundlagt i 1993 af Ian Murdock, som et helt frit fællesskabsprojekt. Siden den gang, er projektet vokset til at være et af de største og mest indflydelsesrige open source-projekter. Tusindvis af frivillige fra hele verden samarbejder om at fremstille og vedligeholde Debian-software. Med oversættelser til 70 sprog, og med understøttelse af et enormt antal computertyper, kalder Debian sig det universelle styresystem.

Kontaktoplysninger

Besøg Debians websider på http://www.debian.org/ for yderligere oplysninger eller send en mail på engelsk til <press@debian.org>.