Debian 7.0 Wheezy udgivet

4. maj 2013

Efter mange måneders uafbrudt udvikling, er Debian-projektet stolt over at kunne præsentere sin nye stabile version 7.0 (med kodenavnet Wheezy).
Den nye version af Debian indeholder forskellige interessante funktioner, såsom multiarch-understøttelse, flere særlige værktøjer til udrulning af private skyer, et forbedret installeringsprogram samt et komplet sæt multimediecodecs og -frontends, hvilket fjerner behovet for tredjepartsarkiver.

Multiarch-understøttelse, et af de primære udgivelsesmål med Wheezy, gør det muligt for Debian-brugere at installere pakker fra flere arkitekturer på den samme maskine. Det betyder, at man nu for første gang kan installere både 32 bit- og 64 bit-software på den samme maskine, og automatisk få løst alle de relevante afhængigheder.

Installeringsprocessen er blevet stærkt forbedret: Debian kun nu installeres ved hjælp af software-tale, frem for alt af synshandikappede personer, som ikke anvender en Braille-enhed. Takket være det forenede arbejde, som et enormt antal oversættere har stået for, er installeringssystemet tilgængeligt på 73 sprog, og flere end et dusin af dem er desuden allerede tilgængelige i form af talesyntse.
Desuden understøtter Debian for første gang installering og start ved hjælp af UEFI på nye 64 bit-pc'er (amd64), om end der ikke er understøttelse af Secure Boot endnu.

Denne udgave indeholder utallige opdaterede softwarepakker, blandt andre:

Med det brede udvalg af pakker, opfylder Debian endnu en gang sin målsætning om at være det universelle styresystem. Det kan benyttes i mange forskellige sammenhænge: fra skrivebordssystemer til netbooks; fra udviklingsservere til klyngesystemer; og til database-, web- eller storageservere. På samme tid sikrer ynderligere kvalitetskontrol, så som automatisk installerings- og opgraderingstests af alle pakker i Debians arkiv, at Wheezy opfylder de store forventninger, som brugerne har til en stabil Debian-udgave. Den er klippestabil og grundigt testet.

Du kan installere Debian på computere spændende fra håndholdte systemer til supercomputere, og på næsten alt derimellem. I alt er ni arkitekturer understøttet: 32 bit-pc / Intel IA-32 (i386), 64 bit-pc / Intel EM64T / x86-64 (amd64), Motorola/IBM PowerPC (powerpc), Sun/Oracle SPARC (sparc), MIPS (mips (big-endian) og mipsel (little-endian)), Intel Itanium (ia64), IBM S/390 (31-bit s390 og 64 bit s390x), og ARM EABI (armel til ældre hardware og armhf til nyere hardware som anvender flydende komma).

Har du lyst til at prøve Debian?
Hvis du blot ønsker at prøve Debian, uden at skulle installere, kan du anvende et særligt image, kendt som et liveimage, tilgængeligt til cd'er, USB-nøgler og netboot-opsætninger. I første omgang stilles disse images kun til rådighed for arkitekturene amd64 og i386. Det er også muligt at anvende disse liveimages til at installere Debian. Flere oplysninger er tilgængelige på Debian Live-hjemmesiden.

Hvis du i stedet ønsker at installere direkte, kan du vælge blandt forskellige installeringsmedier, så som Blu-ray, dvd'er, cd'er og USB-nøgler, eller fra netværket. Flere skrivebordsmiljøer – GNOME, KDE Plasma Desktop og Applications, Xfce og LXDE – kan installeres ved hjælp af cd-images; det ønskede kan vælges fra startmenuer på cd'er/dvd'er. Desuden er cd'er og dvd'er med flere arkitekturer tilgængelige, det vil sige at de understøtter installering af flere arkitekturer fra en enkelt skive. Ellers kan du altid oprette startbare USB-installeringsmedier (se Installeringsvejledningen for flere oplysninger).

Installeringsimages kan downloades lige nu via bittorrent (den anbefalede metode), jigdo eller HTTP; se Debian på cd'er for flere oplysninger. Wheezy vil også snart blive gjort tilgængelig på fysiske dvd'er, cd-rom'er og Blu-ray fra talrige forhandlere.

Er du allerede en glad Debian-bruger, der blot ønsker at opgradere?
Opgradering til Debian 7.0 fra den tidligere udgave, Debian 6.0 (kodenavn Squeeze), håndteres automatisk af pakkehåndteringsværktøjet apt-get i de fleste opsætninger. Som altid kan Debian-systemer opgraderes smertefrit, på stedet, uden tvungen nedetid, men det anbefales kraftigt at læse udgivelsesbemærkningerne foruden installeringsvejledningen for at se efter mulige problemer, og for at få mere detaljeret vejledning i installering og opgradering. Udgivelsesbemærkningerne forbedres yderligere og oversættes til flere sprog i ugerne efter udgivelsen.

Om Debian

Debian er et frit styresystem, der udvikles af tusindvis af frivillige fra hele verden, som samarbejder via internettet. Debian-projektets hovedstyrker er dets fundament af frivillige, dets dedikation til Debians sociale kontrakt og fri software, samt dets engagement i at tilbyde det bedst mulige styresystem. Debian 7.0 er endnu et vigtigt skridt i den retning.

Kontaktoplysninger

Besøg Debians websider på http://www.debian.org/ for yderligere oplysninger eller send en mail på engelsk til <press@debian.org>.