Debian-projektet sørger over tabet af Ian Murdock

5. januar 2016

Debian-projekt er ked af at kunne offentliggøre, at det har mistet grundlæggeren af sit fællesskab og projekt, Ian Murdock.

Debian er kun en del af Ians arv, men måske den han er bedst kendt for.

Ian stiftede tidligt i livet bekendtskab med computere, og hans nysgerrighed blev til fortrolighed, som førte til at han i en alder af ni år, aktivt begyndte at programmere. Senere, som ung mand, under et obligatorisk programmeringskursus ved Krannert School of Management, blussede fascinationen ved computerprogrammering op igen, sammen med en ide om, og muligheden for, at gøre noget på en bedre måde.

I august 1993 startede Ian Debian-projektet, og senere samme år fulgte udgivelsen af de første versioner af Debian. På det tidspunkt var det en ny tanke, at lave en Linux-distribution. Inspireret, som han sagde, af Linus Torvalds' egen deling af Linux, udgav han Debian med intentionen om at distributionen skulle udvikles i åbenhed, i Linux' og GNU's ånd.

Med den enkle gestus, igangsatte Ian en bevægelse inden for softwareverdenen. Mange udviklere sluttede sig til ham, for at hjælpe med at opfylde målet om at udvikle bedre software i en bedre verden.

Fra hans Debian-manifest: Debians designproces er åben, for at sikre at systemet er af den højest mulige kvalitet, og at det afspejler brugerfællesskabets behov. Ved at involvere andre med et bredt udvalg af færdigheder og baggrunde, er det muligt at udvikle Debian på en modulær måde. […] Involvering af andre sikrer også, at værdifulde forbedringsforslag kan indarbejdes i distributionen under dens udvikling; dermed fremstilles en distribution baseret på brugernes behov og ønsker, frem for konstruktørens behov og ønsker.

Hans skarpe fokus var på at fremstille en distributions- og fællesskabskultur, som gjorde tingene rigtigt, uanset om det var etisk eller teknisk.

Udgivelser blev distribueret når de var klar, og projeketets standhaftige holden fast på softwarefrihed, var, og er stadig, en gylden regel i fri software- og open source-verdenen.

Debian 0.01 til Debian 0.90 blev udgivet mellem august og december 1993. Ian Murdock skriver:

Debian 0.91 blev udgivet i januar 1994. Den havde et primitivt pakkesystem […]. På det tidspunkt arbejde et par dusin personer på Debian, selv om det stadig var mig selv, der samlede det meste af udgivelserne. 0.91 blev den sidste udgave, der blev til på denne måde.

Det meste af 1994 blev brugt på organisering af Debian-projektet, så andre kunne bidrage mere effektivt, foruden at der blev arbejdet på dpkg […].

Debian 0.93 Release 5 fandt sted i marts 1995 og var den første "moderne" Debian-udgave: der var nu mange flere udviklere (selv om jeg ikke kan huske præcis hvor mange), som hver vedligeholdt deres egne pakker, og dpkg blev benyttet til at installere og vedligeholde alle disse pakker, når et grundsystem var installeret.

Debian 0.93 Release 6 fandt sted i november 1995 og var den sidste a.out-udgave. Der var omkring 60 udviklere, som vedligeholdt pakker i 0.93R6. Hvis jeg husker ret, viste dselect sig før første gang i 0.93R6.

Ian Murdock bemærkede også, at Debian 0.93R6 … altid har været min yndlingsudgave af Debian, selv om han også indrømmer at der muligvis kan være tale om personlig forudindtagethed, da han i marts 1996 holdt op med at arbejde aktivt på projektet.

Ian Murdock stod i spidsen for Debian indtil marts 1996, hvor han udnævnte Bruce Perens til den næste projektleder.

Målet om at gøre det rigtige, var Ians rettesnor, både i Debian og i de efterfølgende år, hvor han altid arbejdede mod den bedst mulige fremtid.

Debian endte med at blive verdens universelle styresystem, som man finder på alt fra de mindste embedded-enheder til de største klyngesystemer, og på Rumstationen fordi den selvfølgelig kører Debian, som er blevet porteret på tværs af adskillige arkitekturer og hardwaretyper.

Ians drøm lever fortsat: Debian består af et stærkt fællesskab, som har fostret udvikling, vækst og mirakler. Det er stadig utroligt aktivt, med tusindvis af udviklere, som arbejder talløse timer på at give verden et pålideligt og sikkert styresystem. Debian har været gnisten til interesse, nysgerrighed og passion hos dem, der ønsker at lave noget bedre. Den gang, nu og langt ind i fremtiden.

Af hele vores hjerter, takker vi dig Ian.

Over alt på Debians infrastruktur, markerer vores websteder og tjenester, vores reflektion og sorg med et mørkt hjemmesidebanner og bånd på vores logoer. Debian-fællesskabets tanker går til Ians familie i denne svære stund.

Hans familie har bedt om privatliv, og vi vil meget gerne respektere deres ønsker.

Inden for Debian-fællessakbet og inden for Linux-fællesskabet, kan kondolencer sendes til in-memoriam-ian@debian.org, hvor de vil blive opbevaret og arkiveret.

Mailadressen vil være aktiv indtil udgangen af januar 2016. Debian-projektet overbringer dernæst arkivet til familien, og hvis familien ønsker det, vil indholdet senere i år blive offentliggjort.

Om Debian

Debian-projektet er en organisation af fri software-udviklere som frivilligt bidrager med tid og kræfter, til at fremstille det helt frie styresystem Debian GNU/Linux.

Kontaktoplysninger

For flere oplysninger, besøg Debians websider på https://www.debian.org/ eller send e-mail på engelsk til <press@debian.org>.