Debians projektnyheder - 12. november 2012

Velkommen til årets toogtyvende udgave af DPN, Debian-fællesskabets nyhedsbrev. Emner i denne udgave er blandt andre:

Debian-kodesøgemaskine

Michael Stapelberg annoncerede om fødslen af Debian Code Search (Debian-kodesøgning), en søgemaskine til kildekode i Debian. Den gør det muligt at søge i alle cirka 17.000 kildekodepakker, indeholdende 130 GiB FLOSS-kildekode (herunder Debian-pakning), med brug af regulære udtryk, forklarede Michael. Søgemaskinen er klar til brug.

Bits fra DPL'en

Stefano Zacchiroli sendte sin månedlige rapport over DPL-aktiviteter i oktober: Blandt andet rapporterede Stefano om forøget aktivitet i den nyligt oprettede postliste debian-cloud. Den nye postliste er beregnet til debat om udvikling og brug af Debian i offentlige og private skyer, eksempelvis den igangværende diskussion om integrering af Debian i populære skyer så som Windows Azure og Amazon Web Services Marketplace.

Et skridt tættere på Wheezy

Neil McGovern udsendte en statusopdatering vedrørende frysningen af Wheezy, hvori han forklarede, at Release Team nu især har fokus på håndtering af ønsker om ophævelse af blokeringer (hvor det er i overensstemmelse med frysningsreglerne) samt fjernelse af fejlfyldte pakker, som ingen andre pakker er afhængige af. Imens er antallet af udgivelseskritiske fejl faldende, blandt andet takket være de mange fejludryddelsesfester, der har fundet sted de seneste måneder. Flere Debian-fejludryddelsesfester er planlagt i de kommende uger: Ved at deltage, kan du hjælpe Debian med at udgive hurtigere!

Andet nyt

Polish Debian User Group fremstillede en fin graf, som viser antallet af udgivelseskritiske fejl i Debian over det seneste år.

Kommende begivenheder

Der er nogle kommende Debian-relaterede begivenheder:

Man finder flere oplysninger om Debian-relaterede arrangementer og foredrag i begivenhedsafsnittet på Debians websted, ellers kan man tegne abonnement på en af vores arrangementspostlister dækkende forskellige områder: Europa, Holland, spansktalende Amerika, Nordamerika.

Ønsker du at organisere en Debian-stand eller en Debian-installeringsfest? Kender du til andre kommende Debian-relaterede arrangementer? Har du holdt et Debian-foredrag og ønsker at linke til det fra vores foredragsside? Send en engelsksproget e-mail til Debian Events Team.

Nye Debian Contributors

To personer er begyndt at vedligeholde pakker siden den foregående udgave af Debian Project News. Hils Hendrik Jaeger og Steven Chamberlain velkommen i vores projekt!

Statistik over udgivelseskritiske fejl i den kommende udgivelse

Ifølge Bugs Search-grænsefladen til Ultimate Debian Database, er den kommende udgave, Debian Wheezy, påvirket af 425 udgivelseskritiske fejl. Hvis man ignorerer fejl, der er lette at løse eller er ved at blive løst, er der rundt regnet 220 udgivelseskritiske fejl tilbage, som skal løses for udgivelsen kan finde sted. Richard Hartmann udgav nogle mere detaljerede statistikker.

Vigtige Debian Security Advisories

Debians Security Team har udgivet bulletiner vedrørende (blandt andre) disse pakker: request-tracker3.8, rtfm, icedove, openoffice.org, libproxy og iceape. Læs den omhyggeligt og gør det fornødne.

Bemærk at dette er et udvalg af de mere vigtige sikkerhedsbulletiner fra de seneste uger. Hvis du ønsker at være ajour med sikkerhedsbulletiner udsendt af Debians sikkerhedshold, så tegn abonnement på sikkerhedspostlisten (og den separate backports-liste, og listen med opdateringer til stable for at modtage annonceringerne.

Pakker, der har brug for hjælp

I øjeblikket er 486 pakker forældreløse og 138 pakker kan adopteres: se den komplette liste over pakker, der har brug for din hjælp.

Ønsker du fortsat at læse DPN?

Hjælp os med at fremstille nyhedsbrevet. Vi har stadig behov for flere frivillige skribenter, som overvåger Debian-fællesskabet og rapportere om hvad der sker. Se bidragssidenfor at finde ud af hvordan man hjælpertil. Vi ser frem til at modtage din mail (på engelsk) på debian-publicity@lists.debian.org.


For at få dette nyhedsbrev som e-mail hver anden uge, abonnér på postlisten debian-news.

Tidligere udgaver af nyhedsbrevet er tilgængelige.

Denne udgave af Debians projektnyheder blev redigeret af Cédric Boutillier, Francesca Ciceri, David Prévot og Justin B Rye.
Den blev oversat af Kåre Thor Olsen.