Tilpasninger
- Introduktion
- Liste over officielle tilpasninger
- Liste over uofficielle tilpasninger
- Forskellige tilpasningslignende projekter
Introduktion
Som de fleste ved er Linux kun en kerne. Og i lang tid kørte Linux-kernen kun på maskiner baseret på Intels x86-serie, fra 386 og op.
Men dette er ikke længere sandt, overhovedet ikke. Linux-kernen er nu blevet tilpasset til et stort, og voksende, antal arkitekturer. Vi har fulgt lige i hælene og tilpasset Debian-distributionen til disse arkitekturer. Generelt er det en besværlig opgave i starten (mens vi får libc og den dynamiske linker til at køre problemløst), derefter er det et relativt rutinepræget, om end langsommeligt, arbejde at forsøge at genoversætte alle vores pakker under den nye arkitektur.
Debian er et styresystem, ikke en kerne (faktisk er Debian mere end et styresystem da det indeholder tusindvis af applikationsprogrammer). Som følge heraf, mens de fleste Debian-tilpasninger er baseret på Linux, er der også tilpasninger baseret på FreeBSD-, NetBSD- og Hurd-kerner.
Denne side er under udvikling. Alle tilpasninger har endnu ikke deres egne sider, og de fleste af dem befinder sig på eksterne websteder. Vi arbejder på at opsamle oplysninger om alle tilpasninger, disse vil blive spejlet sammen med Debian-webstedet.
Liste over officielle tilpasninger
| Tilpasning (port) | Arkitektur | Beskrivelse | Status |
|---|---|---|---|
| amd64 | 64-bit pc (amd64) | Udgivet officielt for første gang med Debian 4.0. Tilpasning til 64-bits AMD64-processorerne. Målet er at understøtte både 32 bits- og 64 bits-userland på denne arkitektur. Denne tilpasning understøtter AMD's 64-bit Opteron-, Athlon- og Sempron-processorer samt Intels EM64T-arkitektur, deriblandt Pentium D og forskellige Xeon og Core2-serier. | udgivet |
| armel | EABI ARM | Debian understøtter fuldt ud tilpasningen til little-endian ARM. | udgivet |
| i386 | 32-bit pc (i386) | Den første arkitektur, og ikke en tilpasning i egentlig forstand. Linux blev oprindeligt udviklet til Intel 386-processorer, deraf forkortelsen. Debian understøtter alle IA-32-processorer, fremstillet af Intel (herunder alle Pentium-serier og nye Core Duo-maskiner i 32 bit-tilstand), AMD (K6, alle Athlon-serier, Athlon64-serier i 32 bit-tilstand), Cyrix og andre producenter. | udgivet |
| ia64 | Intel Itanium IA-64 | Blev officielt udgivet første gang med Debian 3.0. Dette er en tilpasning til Intels første 64 bits-arkitektur. Bemærk: Denne arkitektur skal ikke forveksles med de seneste 64 bit-arkitekturudvidelser til Pentium 4- og Celeron-processorerne, kaldet EM64T; for disse, se tilpasningen til AMD64. | udgivet |
| kfreebsd-amd64 | 64-bit PC (amd64) | Udgivet officielt for første gang med 6.0 som en teknologisk smagsprøve og Debians første tilpasning, som ikke er baseret på Linux. Tilpasningen er Debian GNU-systemet til FreeBSD's kerne. | udgivet |
| kfreebsd-i386 | 32-bit PC (i386) | Udgivet officielt for første gang med 6.0 som en teknologisk smagsprøve og Debians første tilpasning, som ikke er baseret på Linux. Tilpasningen er Debian GNU-systemet til FreeBSD's kerne. | udgivet |
| mips | MIPS (big-endian-tilstand) | Blev officielt udgivet første gang med Debian 3.0. Debian er ved at blive tilpasset til MIPS-arkitekturen som anvendes i SGI-maskiner (debian-mips — big-endian) og Digital DECstations (debian-mipsel - little-endian). | udgivet |
| mipsel | MIPS (little-endian-tilstand) | Blev officielt udgivet første gang med Debian 3.0. Debian er ved at blive tilpasset til MIPS-arkitekturen som anvendes i SGI-maskiner (debian-mips — big-endian) og Digital DECstations (debian-mipsel - little-endian). | udgivet |
| powerpc | Motorola/IBM PowerPC | Blev officielt udgivet første gang med Debian 2.2. Denne tilpasning kører på mange af Apples Macintosh PowerMac-modeller, og på åben arkitektur-maskinerne CHRP og PReP. | udgivet |
| s390 | S/390 og zSeries | Blev officielt udgivet første gang med Debian 3.0. Dette er en tilpasning til IBM's S/390-servere. | udgivet |
| sparc | Sun SPARC | Blev officielt udgivet første gang med Debian 2.1. Denne tilpasning kører på Suns UltraSPARC-serie af arbejdsstationer, foruden nogle af deres efterfølgere i sun4-arkitekturen. | udgivet |
Liste over uofficielle tilpasninger
| Tilpasning (port) | Arkitektur | Beskrivelse | Status |
|---|---|---|---|
| alpha | Alpha | Blev officielt udgivet første gang med Debian 2.1. Den opfyldte ikke
kriterierne for medtagelse i udgivelsen af Debian 6.0 squeeze, og blev derfor fjernet fra arkivet. |
ophørt |
| arm | OABI ARM | Denne tilpasning kører på et udvalg af embeddedhardware, så som routere og NAS-enheder. Tilpasningen til arm blev første gang udgivet med Debian 2.2, og var understøttet til og med Debian 5.0, hvor den blev erstattet af armel. |
erstattet af armel |
| armhf | Hard Float ABI ARM | Mange moderne ARM-boards og -enheder leveres med en flydende komma-enhed (FPU), men den aktuelle Debian armel-tilpasning drager ikke megen nytte heraf. armhf-tilpasningen blev påbegyndt for at forbedre situationen og for at drage nytte af andre fordele ved nyere ARM CPU'er. Debians armhf-tilpasning kræver som minimum en ARMv7-CPU med Thumb-2 og VFP3D16-coprocessor. | under udvikling |
| AVR32 | Atmel 32-bit RISC | Tilpasning til Atmels 32-bits RISC-arkitektur, AVR32. | under udvikling |
| hppa | HP PA-RISC | Blev officielt udgivet første gang med Debian 3.0. Dette er en tilpasning
til Hewlett-Packards PA-RISC-arkitektur. Den opfyldte ikke kriterierne for at
blive medtaget i udgivelsen af Debian 6.0 squeeze, og blev derfor fjernet fra arkivet. |
ophørt |
| hurd-i386 | 32-bit pc (i386) | GNU's Hurd er et nyt styresystem der opbygges af GNU-gruppen. Debian GNU/Hurd bliver et (måske det første) GNU-styresystem. Det aktuelle projekt er baseret på i386-arkitekturen. | under udvikling |
| m32 | M32R | Tilpasning til Renesas Technologys 32-bits RISC-mikroprocessor. | død |
| m68k | Motorola 68k | Blev officielt udgivet første gang med Debian 2.0. Tilpasningen kunne ikke opfylde udgivelseskriterierne for Debian 4.0, og er derfor ikke indeholdt i etch og senere udgaver og er herefter blevet flyttet til debian-ports. Debians m68k-tilpasning kører på et bredt udvalg af computere baseret på Motorolas 68k-processorserie - særligt Sun3-arbejdsstationer, Apple Macintosh-computere samt Atari- og Amiga-computere. | ophørt/under genoplivelse |
| netbsd-i386 | 32-bit pc (i386) | Dette er en tilpasning af styresystemet Debian, komplet med apt, dpkg og GNU-programmer, til NetBSD-kernen. Denne tilpasning, som aldrig blev udgivet, er ophørt. | død |
| netbsd-alpha | Alpha | Dette er en tilpasning af styresystemet Debian, komplet med apt, dpkg og GNU-programmer, til NetBSD-kernen. Denne tilpasning, som aldrig blev udgivet, er ophørt. | død |
| s390x | System z | Et 64 bit-userland til IBM System z-mainframes | under udvikling |
| sh | SuperH | En tilpasning til Hitachis SuperH-processorer. | under udvikling |
Forskellige tilpasningslignende projekter
Selv om der ikke er tale om egentlige tilpasninger, så syntes denne side at være det bedste sted at skrive om dem.
Debian Beowulf
Beowulf er en erstatning for nogle af de kæmpestore computere der anvendes inden for videnskabs- og matematikområderne. Dette projekt satser på at køre Beowulf-klynger på Debian-maskiner og at forbinde folkene der er involveret i projektet i et netværk, som var de i en basar.
Mange af de ovenfor nævnte navne på computere og processorer er varemærker og beskyttede varemærker tilhørende de respektive ejere. De anvendes uden tilladelse.
