Kapitel 6. Yderligere oplysninger om Debian

Indholdsfortegnelse

6.1. Yderligere læsning
6.2. Få hjælp
6.2.1. E-post-lister
6.2.2. Internet Relay Chat
6.3. Fejlrapportering
6.4. Bidrag til Debian

6.1. Yderligere læsning

Ud over disse udgivelsesnoter og installationsvejledningen, kan man finde yderligere dokumentation til Debian hos Debian Documentation Project (DDP), hvis mål er at skabe dokumentation af høj kvalitet til Debians brugere og udviklere. Blandt den tilgængelige dokumentation findes Debian Reference, Debian New Maintainers Guide og Debian OSS samt meget mere. De fuldstændige detaljer om eksisterende materiale kan findes på Debians dokumentationsprojekts internetside og Debians wiki.

Dokumentationen for enkelte pakker installeres i /usr/share/doc/pakke. Dette kan omfatte oplysninger om ophavsret, Debian-specifikke detaljer samt dokumentation fra programmets ophavssted.

6.2. Få hjælp

Der er mange steder at finde hjælp og rådgivning for Debianbrugere, men disse bør først bruges, når man ikke kan finde svar på sit spørgsmål via de andre dokumentationskilder. Dette afsnit giver en kort indledning til disse, som kan være nyttige for nye Debianbrugere.

6.2.1. E-post-lister

De mest interessante e-post-lister til Debianbrugere er den engelske liste debian-user plus listerne debian-user-sprog for andre sprog (den danske er debian-user-danish). Oplysninger om disse lister og hvordan man abonnerer på dem kan findes på https://lists.debian.org/. Se venligst i arkiverne om dit spørgsmål allerede er besvaret, før du skriver, og følg i øvrigt standard-etiketten for e-post-lister.

6.2.2. Internet Relay Chat

Debian har en IRC-kanal med det formål at hjælpe Debianbrugere. Kanalen kan findes på IRC-netværket OFTC. Brug din foretrukne IRC-klient til at forbinde til irc.debian.org og gå så ind på kanalen #debian.

Følg kanalens retningslinjer og udvis respekt for andre brugere. Retningslinjerne kan findes på Debians wiki.

Yderligere oplysninger om OFTC kan findes på websiden.

6.3. Fejlrapportering

Vi gør vores bedste for at gøre Debian til et højkvalitetsstyresystem, men dette betyder ikke at pakkerne altid er fri for fejl. Jævnfør Debians filosofi om åben udvikling, og som en tjeneste for vores brugere i almindelighed, kan alle oplysninger om de indrapporterede fejl findes på vores fejlsporingssystem, BTS. BTS kan gennemses på https://bugs.debian.org/.

Hvis du finder en fejl i distributionen eller i de programpakker, som er del af den, så rapportér dem venligst så de kan blive rettet i fremtidige udgaver. Fejlrapportering kræver en gyldig e-post-adresse. Vi beder om dette for at vi kan spore fejlrapporterne, og så udviklerne kan kontakte ophavspersonen hvis der kræves flere oplysninger.

Du kan indsende en fejlrapport ved hjælp af programmet reportbug eller manuelt via e-post. Du kan læse mere om fejlsporingssystemet og hvordan det bruges ved at læse referencedokumentationen (som er tilgængelig i /usr/share/doc/debian, hvis du har installeret doc-debian) eller i fejlsporingssystemet.

6.4. Bidrag til Debian

Du behøver ikke være ekspert for at kunne bidrage til Debian. Ved at hjælpe andre brugere med at løse problemer via de forskellige hjælpelister, bidrager du til Debian. Fejlfinding og -rettelse relateret til distributionens udvikling via deltagelse på udviklerlisterne er også særdeles nyttigt. For at hjælpe til med at vedligeholde Debiandistributionens kvalitet, kan du indsende fejlrapporter og hjælpe udvikere med at finde og fikse dem. Hvis du er god med ord, kan du også bidrage aktivt ved at skrive dokumentation eller oversætte eksisterende dokumentation til dit eget sprog.

Hvis du kan afsætte mere tid, kan du håndtere et stykke af Debians fri softwaresamling. Det er især en hjælp hvis folk tager ansvaret for eller vedligeholder ting, hvis inklusion i Debian forespørges af andre. Databasen Work Needing and Prospective Packages indeholder denne type oplysninger. Hvis du er interesseret i specifikke grupper, vil du måske finde det underholdende at bidrage til nogle af Debians underprojekter, inklusive portering til bestemte arkitekturer og Debian Pure Blends for specifikke brugergrupper, blandt mange andre.

Under alle omstændigheder: Hvis du på nogen måde arbejder inden for fri software-bevægelsen, enten som bruger, programmør, dokumentationsforfatter eller oversætter, hjælper du allerede fri software. At bidrage er både lønsomt og morsomt, lader dig møde nye mennesker, og giver dig en rar fornemmelse indeni.