[ tilbage ] [ Indhold ] [ 1 ] [ 2 ] [ 3 ] [ 4 ] [ 5 ] [ næste ]

Udgivelsesbemærkninger for Debian GNU/Linux 3.0 ('woody'), Alpha
Kapitel 4 - Flere oplysninger om Debian GNU/Linux


4.1 Yderligere læsning

Ud over disse udgivelsesbemærkninger og installationsmanualen, har Debians Dokumentationsprojekt (DDP), hvis mål er at opbygge dokumentation af høj kvalitet for Debianbrugere og -udviklere, yderligere information om Debian GNU/Linux. Det meste er skrevet på engelsk, og omfatter blandt meget andet "Debian Guide", "Debian New Maintainers Guide" og "Debian FAQ". Se DDPs hjemmeside på http://www.debian.org/doc/ddp for flere oplysninger.

Dokumentationen for de individuelle pakker er installeret i kataloget /usr/share/doc/pakke. Det indeholder muligvis oplysninger om ophavsrettigheder, Debianspecifikke detaljer og programmets oprindelige dokumentation.


4.2 At få hjælp

Der er mange steder for Debianbrugere at hente hjælp, råd og støtte, men de bør kun benyttes, når læsning af dokumentationen ikke har hjulpet. Dette afsnit giver en kort introduktion til steder, der kan være nyttige for nye Debianbrugere.


4.2.1 Postlister

De postlister, der er mest interessante for Debianbrugere er debian-user (engelsksproget) eller andre debian-user-sprog-lister (på andre sprog). Oplysninger om disse liste og detaljer om, hvordan du abonnerer på dem, findes på http://lists.debian.org/. Tjek venligst om postlistearkiverne allerede indeholder svaret på dit spørgsmål, inden du skriver. Overhold i øvrigt almindelig netetikette.


4.2.2 Debianguiden og SSLUGs linuxbøger

Debianguiden er en dansksproget, generel guide til Debian GNU/Linux for begyndere. Afsnittet om installation forudsætter, at du benytter i386-arkitekturen, men ellers er det en god dansk introduktion til Debian.

Den danske linuxbrugergruppe, Skåne Sjælland Linux User Group, SSLUG, har skrevet en omfattende samling generelle bøger om GNU/Linux på dansk. Du kan hente dem fra SSLUG's linuxbog-side i et utal af formater — eller købe en trykt udgave.


4.2.3 Internetsludren (IRC)

Debian har en dedikeret IRC-kanal til hjælp for Debianbrugere på "Open Projects"'s IRC-netværk. Dette netværk sørger for informationsudveksling om brugen af frie programmer. For at nå kanalen, skal du pege din foretrukne IRC-klient hen på irc.openprojects.net tilmelde dig kanalen #debian.

Følg venligst kanalens retningslinier, og repektér de andre brugere. Besøg Open Projects hjemmeside for flere oplysninger om dem.


4.3 Rapportering af fejl

Vi stræber efter at gøre Debian GNU/Linux til et styresystem af høj kvalitet. Det betyder dog ikke at de pakker, vi laver, er helt fejlfrie. Som en service for vore brugere har vi alle oplysninger om indraporterede fejl på vores eget fejlsporingssystem, der kan ses på bugs.debian.org som en del af Debians åbne udviklingsmetode.

Hvis du finde en fejl i distributionen eller de programmer, den indeholder, vil vi opfordre dig til at indrapportere den, så den kan blive rettet i de næste udgaver. Indrapportering af fejl kræver en gyldig e-postadresse, så vi kan følge fejlen og udviklerne kan kontakte afsenderen, hvis de skulle få brug for flere oplysninger for at finde fejlen. Fejlrapporter skal skrives på engelsk, da Debians udviklere kommer fra hele verden.

Du kan enten indsende en fejlrapport ved at bruge programmerne reportbug eller bug (der findes i pakkerne af samme navne), eller manuelt via e-post. Du kan læse mere om fejlsporingssystemet og hvordan man bruger det ved at læse referencekortene (ligger under /usr/share/doc/debian på alle Debiansystemer) eller via nettet på Fejlsporingssystemet.


4.4 At bidrage til Debian

Du behøver ikke at være ekspert for at bidrage til Debian. Det kan gøres blot ved hjælpe brugere med deres problemer på de forskellige support-postlister. Det er også utrolig nyttigt at identificere (og evt. rette) problemer med distributionen ved at deltage i udviklings-postlisterne. Hjælp os med at bevare Debians høje kvalitet ved at indsende fejlrapporter og hjælpe udviklerne med at spore og rette fejlene. Hvis du har gode formuleringsevner kan du hjælpe med at udarbejde dokumentation eller oversætte den eksisterende dokumentation til dit eget sprog.

Hvis du kan afse mere tid, kan du også bestyre et bid af Debians samling af frit programmel. Det vil især være givtigt hvis der er nogen, der indlemmer og vedligeholder programmer, som folk har efterlyst i Debian. Siden Database over pakker, der skal arbejdes på eller efterlyses beskriver detaljerne. Hvis du interesserer dig for bestemte dele, kan du have glæde af at bidrage til nogle af Debians underprojekter, som omfatter tilpasning til forskellige maskinarkitekturer, Debian Jr. og Debian Med.

I alle tilfælde hjælper du os alle, hvadenten du bidrager som bruger, programmør, forfatter eller oversætter. Det er meget givende og sjovt at bidrage, og giver dig mulighed for at møde nye mennesker.


[ tilbage ] [ Indhold ] [ 1 ] [ 2 ] [ 3 ] [ 4 ] [ 5 ] [ næste ]

Udgivelsesbemærkninger for Debian GNU/Linux 3.0 ('woody'), Alpha

$Id: release-notes.da.sgml,v 1.1 2003/01/04 00:37:56 joy Exp $

Josip Rodin, Bob Hilliard, Adam Di Carlo, Anne Bezemer, Rob Bradford (current)
debian-doc@lists.debian.org