Debians projektnyheder - 31. januar 2011

Velkommen til årets anden udgave af DPN, Debian-fællesskabets nyhedsbrev. Emnerne i denne udgave er blandt andre:

Debian 6.0 squeeze udgives i den kommende weekend

Release Manager Neil McGovern annoncerede at Debian 6.0 squeezes forventede udgivelsesdato er i weekenden den 5.-6. februar. Debian 6.0 squeeze vil endelig være klar som en stabil udgave! Det sidste arbejde er gået i gang, herunder forberedelser af udgivelsesfester over hele verden!

Til dem fra fællesskabet, som venter utålmodigt på udgivelsen, har news.debian.net lavet et nedtællingsbanner. Da udgivelsesprocessen tager noget tid, vil medlemmer af Debian-projektet sørge for direkte dækning i form af kommentarer og fakta via Debians officielle identi.ca-konto.

Et interessant tal er allerede offentliggjort: I løbet af de to års udvikling af Debian 6.0 squeeze har Debian-projektet lukket 149.862 fejl. Tak til alle for dette fantastiske arbejde!

Deltag i DebConf-holder

DebConf er en årlig konference for Debian-fællesskabet. Som alt andet i Debian, afvikles DebConf udelukkende af frivillige. Det er et stort arbejde, at organisere en konference, som man nok kan forestille sig, så det er ingen overraskelse at DebConf-holdet er ivrigt folk som vil hjælpe til. Som Richard Darst skriver: DebConf er en enorm proces, og der er mange ting, som vi godt kan bruge hjælp til. Folk kommer og går, og er normalt overbebyrdede efter et år eller to – derfor vil vi være meget glade for at nye folk involverer sig. Hvis du har nye ideer, vil vi meget gerne høre dem, og vi kan diskutere om de vil fungere og hvordan vi får dem til at ske. For øvrigt, hvis du er på udkig efter en god måde, at blive involveret i Debian på og ikke ved hvor du skal begynde, så er dette måske en af de bedste muligheder!

Bits fra sikkerhedsholdet

Thijs Kinkhorst sendte nogle bits fra Debians sikkerhedshold med rapportering om deres møde på Linux Hotel i Essen, Tyskland. Blandt de emner, som blev diskuteret, var forskellige forbedringer til holdets arbejdsgang, i særdeleshed hvordan Debians sikkerhedsbulletiner udgives - omdesignet helt fra bunden; en længere sikkerhedsunderstøttelse af Debian stable - stadig et forslag - og sikkerhedsunderstøttelse af backports. Rapporten nævner også forskellige andre interessante ting, så som betatestning af sikkerhedsopdateringer, en README.test-fil samt problemet med at nogle specifikke pakker er besværlige at håndtere, fordi de indeholder en stor mængde kildekodepakker. Mailen slutter med en opfordring til at frivillige melder sig. Flere oplysninger findes i det komplette mødereferat.

I en beslægtet nyhed rapporterede Simon Paillard fra Debian-mirrors-holdet, om nyheder til sponsorerne af Debian-mirrors. Et interessant punkt var hans ønske om hjælp med at stille flere officielle mirrors af sikkerhedsarkivet til rådighed. Han er også særlig interesseret i nye officielle mirrors i Sydamerika, Asien og Afrika.

Myter om Debians (ikke-)fjernelse af firmware manes i jorden

Med en bemærkning om, at Debians nylige annoncering vedrørende udgivelse af Debian 6.0 squeeze med en fuldstændig fri Linux-kerne lader til at være i udstrakt grad at være blevet misforstået, blev nogle myter om (ikke-)fjernelse af firmware manet i jorden af Debian-udvikler Alexander Reichle-Schmehl. For eksempel udsagnet om at Debian har fjernet alle firmwarefiler fra sine kerner. Det korte svar er til det udsagn er nej. Debian vil være uinstallerbar for mange brugere (kort svar: til andre installeringsmedier er netinstall-aftryk og tarballs tilgængelige); Igen disse frihedsfanatikere fra Debian ... (kort svar: det er ikke kun Debian).

Han forklarede også nogle af årsagerne til balladen om ikke-frie firmwarefiler, og anbefalede at folk der har svært ved at finde ikke-frie filaftryks kun skal huske to ord: wiki og firmware, da alt hvad der er nødvendigt findes på firmwaresiden på Debians wiki.

Opdateret Debian GNU/Linux: 5.0.8 udgivet

En ny opdatering af Debian GNU/Linux 5.0 Lenny er blevet udgivet. Opdateringen indeholder primært rettelser af sikkerhedsproblemer, sammen med nogle få forbedringer af alvorlige problemer.

Debian Installer 6.0 RC2 udgivet

Den anden udgivelseskandidat af installeringsprogrammet til Debian squeeze blev frigivet den 22. januar. Denne udgave indeholder nogle rettelser, så som korrekt tastaturopsætning vedrørende flere sprog i det grafiske installeringsprogram.
fejlsiden opsamles der detaljerede oplysninger og en komplet liste over kendte problemer. Man opfordres til at afprøve installeringsprogrammet og rapportere fejl. Installeringsmedier og yderligere oplysninger er tilgængelige på Debian Installer-siden.

I en beslægtet nyhed annoncerede Matthew Palmer test-filaftryk af debian-installer indeholdende understøttelse af IPv6 (berenget til netværk kun baseret på IPv6) og test-filafstryk med understøttelse af Wi-Fi Protected Access (WPA). Han opfordrer til at afprøve begge filaftryk.

Application Installer som fungerer på tværs af distributioner

Enrico Zini har på sin blog offentliggjort en rapport om sin deltagelse i et møde om en Application Installer som fungerer på tværs af distributioner. Mødet, som blev organiseret af Vincent Untz, havde fokus på metadata (både fra pakker og brugere) og hvordan man kan dele dem mellem distributioner, eller - i det mindste - hvordan man definerer nogle standarder for disse metadata. Enrico præsenterede debtags og apt-xapian-index, som er to af de mest nyttige værktøjer til håndtering af pakkers metadata i Debian. Som resultat af mødet, er der planer om at anvende ens pakkenavne på tværs af Linux-distributioner.

Det er også rart at se, hvordan Debians tjenester og projekter så som screenshot.debian.net (som indeholder screenshot af applikationer til brugere og pakkehåndteringsfrontends), Debian Description Translation Project (forkortet DDTP; oversætter Debians pakkebeskrivelser til andre sprog) og debtags (tagning af Debian-pakker for lettere at kunne søge) blev hilst velkommen og blev beundret af de øvrige repræsentanter.

Om Rubys vedligeholdelsesvenlighed

Rubys vedligeholdelsesvenlighed blev igen emnet for en diskussion, efter to pakkevedligeholdere, som har været aktive i lang tid, besluttede at opgive Ruby og relateret pakning. Lucas Nussbaum forklarede nogle af de problemer, han ser, hvilke gør det svært for distributioner at pakke Ruby og dets biblioteker. Ofte lader der til at opstå problemer, på grund af forskellige behov hos udviklere hhv. administratorer/distributører. Emnet blev også diskuteret i en artikel i Linux Weekly News. Hvordan situationen vil fortsætte står endnu uklart, men nogle fremskridt er dog blevet rapporteret. Begge vedligeholdere har også sagt, at de vil være åbne over for at give pakkevedligeholdelse af deres Ruby-relaterede pakker videre til nye frivillige.

Bits fra Debian GIS

Postlisten til generelle diskussioner vedrørende problemstillinger i forbindelse med Geographic Information System (GIS) i Debian blev flyttet fra Alioth til lists.debian.org. Som sædvanlig er lists.debian.org også tilgængelig for ikke-abonnenter, har et mere generisk navn og kan forhåbentlig tiltrække flere GIS-brugere og -udviklere i Debian til at diskutere relevante emner.

Debian GIS Blend har defineret en ny opgave SAR and Earth Observation på deres opgaveside, der indeholder en liste over pakker som endnu ikke er officielt tilgængelige og som potentielle kan medtages i Debian. Man er velkommen til at diskutere opgaven og andre ideer, som man måtte have om GIS-relevante pakker, på ovennævnte postliste.

Bemærk at Debian GIS også vedligeholder OpenStreetMap-relaterede pakker, sammen med Debians OpenStreetMap-hold (pkg-osm på Alioth). Alle er velkomne til at deltage!

Debian-projektet deltager i flere konferencer og messer

Debian-projektet annoncerede at det vil være til stede ved flere kommende begivenheder og messer, herunder Cloud Expo Europe 2011 i London, Storbritannien, FOSDEM i Bruxelles, Belgien, SCaLE i Los Angeles, USA, CeBIT i Hannover, Tyskland, og Chemnitzer Linux-Tage i Chemnitz, Tyskland.

Yderligere This week in Debian-interview

Siden sidste udgave af Debian Project News, er der offentliggjort en ny udgave af podcasten This week in Debian: et interview med Jonas Smedegaard, med en snak om Freedom Box.

Der har også været et People behind Debian-interview mere: med Michael Vogt, synaptic- og APT-udvikler.

Andet nyt

Aurélien Jarno annoncerede den nye signeringsnøgle til arkivet debian-ports, som vil blive anvendt til at signere arkivet på uofficielle tilpasninger.

Bloggen Debian Administration offentliggjorde en how-to om installering af en krypteret openvpn på lenny og en om oprettelse af dynamiske volumes med loop-enheder.

Mike Hommey bloggede om ændringer i Debians Mozilla-holds APT-arkiv, hvor tekstversioner af flere Mozilla-produkter (så som Firefox 3.6 og 4.0) er tilgængelige.

Raphaël Hertzog bemærkede at i modsætning til andre distributioner, klarer Debian sig ganske godt ved at spise sin egen hundemad, med den betydning, at infrastrukturen kører på Debians egen distribution. Han takkede Debian Systems Administration-holdet for at have mere end 140 servere som kører Debian.

Cyril Brulebois offentliggjorde Debian XSF News med et resume af mange nylige begivenheder i forbindelse med pakning af X.org i Debian.

Yves-Alexis Perez anmodede om et kryptografideklarationsfilnummer fra de franske myndigheder. Nummeret er 1101027 og han har også offentliggjort indskannede versioner af dokumenterne.

Nye Debian Contributors

Tre ansøgere er blevet accepteret som Debian Developers, en ansøger er blevet accepteret som Debian Maintainer og tre personer har begyndt at vedligeholde pakker siden det foregående nummer Debian Project News. Hils Kamal Mostafa, Scott Howard, Kai Wasserbäch, Vincent Legout, Christer Edwards, Rico Tzschichholz og Krzysztof Klimonda velkommen i vores projekt!

Statistik over udgivelseskritiske fejl i den kommende udgave

Ifølge fejlsøgningsgrænsefladen i Ultimate Debian Database er den kommende udgave, Debian 6.0 squeeze, i øjeblikket påvirket af 8 udgivelseskritiske fejl. Hvis man ignorerer fejl, der let kan løses eller er ved at blive løst, er der omkring 5 udgivelseskritiske fejl tilbage, som skal løses før udgivelsen kan finde sted!

Der er også en mere detaljeret statistik foruden nogle tips til hvordan man fortolker disse tal.

Vigtige Debian Security Advisories

Debians sikkerhedshold har udgivet bulletiner vedrørende (blandt andre) disse pakker: wireshark, libsmi, mydms, pimd, tor, dbus, request-tracker3.6, openoffice.org, hplip, linux-2.6, exim4 og freetype. Læs dem omhyggeligt og gør det fornødne.

Debians backportshold her udgivet bulletiner vedrørende disse pakker: egroupware (fjernet), kvm (fjernet), request-tracker3.8 og openoffice.org. Læs dem omhyggeligt og gør det fornødne.

Bemærk at dette er et udvalg af de mere vigtige sikkerhedsbulletiner fra de seneste uger. Hvis du ønsker at være ajour med sikkerhedsbulletiner udsendt af Debians sikkerhedshold, så tegn abonnement på sikkerhedspostlisten (samt den separate backports-liste og volatile-listen) for at modtage annonceringerne.

Nye og nævneværdige pakker

Følgende pakker er nyligt blevet føjet til Debians ustabile arkiv (blandt andre):

På grund af frysningen af den kommende Debian 6.0 squeeze, er accept af nye pakker næsten gået i stå.

Ønsker du fortsat at læse DPN?

Hjælp os med at fremstillet nyhedsbrevet. Vi har stadig behov for flere frivillige skribenter, som overvåger Debian-fællesskabet og rapportere om hvad der sker. Se bidragssiden for at finde ud af hvordan man hjælper. Vi ser frem til at modtage din mail (på engelsk) på debian-publicity@lists.debian.org.


For at modtage dette nyhedsbrev som mail, kan man abonnere på postlisten debian-news.

Tidligere udgaver af nyhedsbrevet er tilgængelige.

Denne udgave af Debians projektnyheder blev redigeret af David Paleino, Francesca Ciceri, Jeremiah C. Foster, David Prévot og Alexander Reichle-Schmehl.
Den blev oversat af Kåre Thor Olsen.