Debians projektnyheder - 27. oktober 2014

Velkommen til årets fjortende udgave af DPN, Debian-fællesskabets nyhedsbrev. Emner i denne udgave er blandt andre:

Debian & Stuff-podcast

Asheesh Laroia og Sam Erbs har startet en podcast med titlen Debian and Stuff. Det første afsnit, Moin Moin Vs. MediaWiki, blev optaget under DebConf14 og indeholder lidt om Debian, samt en mængde emner diskuteret af Sam og Asheesh.

Debian skifter tilbage til GNOME som standardskrivebord

Joey Hess delte hvorfor Debian formentlig skifter tilbage til GNOME som standardskrivebordsmiljø, baseret på foreløbige resultater, som viser at GNOME fører i genkvalifikationen. Ændringen er også støttet af tilgængelighedshensyn og i nogen grad integration med systemd.

Bidrag til Debian på andre måder

Vincent Sanders bloggede om at bidrage til Debian, og hvordan det overraskende nok ikke altid behøver at være softwarerelateret. Han demonstrerede det med et projekt, der har til formål at køle Debian lidt ned. Projektet viser hvordan noget af det bagvedliggende arbejde, som kan synes af mindre væsentlig karakter, i virkeligheden er et stort bidrag til Debian, og til tider kan være en undskyldning for at købe mere værktøj.

Ada-initiativet og Outreach Program For Women

Matt Zimmerman delte en opdatering vedrørende Ada Initiative, en nonprofitorganisation, som har hjulpet med at gennemføre positive ændringer for kvinder, langt ud over det oprindelige mål med at understøtte kvinder, der arbejder i open source-fællesskaber. Matt bad om, og modsvarede donationer, til initiativet.

Nicolas Dandrimont offentliggjorde en opfordring til at komme med projektideer og deltage i Outreach Program for Women. GNOME Foundation iværksatte Free & Open Source Software Outreach Program for Women i 2006; i år vil Debian deltage og tilbyde (afhængigt af sponsorater) op til tre praktikantpladser. OPW gør det muligt for ansøgere at udføre enhver form for arbejde inden for projektet, med det formål at forøge antallet af kvinder i FOSS. Interesserede personer opfordres til at ansøge. Flere oplysninger om Debians bidrag samt et overblik er tilgængelige på Outreach Program for Womens wikiside.

Hvem er 15?!

Blandt nyheder om verdensdominans, ønsker vi dig en glad WHOIS! For 15 år siden syntes Marco d'Itri, at processen med at indhente WHOIS-oplysninger burde være mere enkel og ikke kræve, at man skulle gennemsøge utallige registreringssteder. Han skrev en Debian-udgave af WHOIS, som erstatning for den BSD-afledte udgave, der plejede at blive udsendt med Debian. Marcos udgave af WHOIS samt hans fortsatte arbejde i baggrunden i årenes løb, for en WHOIS, som véd hvilken server, der skal sendes forespørgsler til vedrørende IP-adresser og ASN'er, har en databasen som ofte er mere ajour end den officielle IANA-database. Marcos WHOIS er nu standard-WHOIS-klient i alle Linux-distributioner.

Rapporter om Squeezes langtidssupport

Raphaël Hertzog rapporterede om 11 timers betalt supportarbejde på Debian LTS. 23 commits blev foretaget til securitytrackeren, bestående af patchreviews, uplinks samt ændringer til listen over pakker, der kræver LTS-opdateringer. Det kræver et større arbejde, end blot at gennemgå eller fejlsøge. Han beskrev noget af det, der skal til for at sikre kvaliteten og være på forkant med sårbarheder.

Freexians anden rapport om Debian Long Term Support viste, at sammenlignet med sidste måned, har vi fået fem nye sponsorer og dækker nu næsten 25 procent af en fuldtidsstilling. 39 pakker i Squeeze havde behov for opdateringer, hvilket er ni flere end i sidste måned. Bidragydere betalt af Freexian håndterede 11 opdateringer i sidste måned, hvilket svarer til i gennemsnit tre timer pr. opdatering, herunder CVE-fejlsøgning. Taget i betragtning, at sponsorlisten næsten udelukkende består af europæiske virksomheder, spørger vi læserne hvad der kan gøres for at få andre overbevist om at deltage i arbejdet.

Holger Levsens LTS-rapport for september 2014 beskrev sit arbejde på Debian Security Tracker, som han er stolt over at kunne fortælle, ser god og professionel ud. Otte fejl blev udryddet, en backport af dgit blev uploadet til wheezy-backports, desuden blev der foretaget uploads til squeeze-lts hvad angår apache2, nss, libplack-perl, icinga, libstrus1 og wordpress.

Thorsten Alteholz rapporterede om 11 timer i september vedrørende Squeeze-LTS, med upload af nye versioner af eglibc, curl, php5 og fex. Han samarbejdede også med Raphaël Hertzog om en ny version af python-django. På andre områder uploadede Thorsten en ny version af net-dns-fingerprint, samt accepterede i sin egenskab af FTP-assistent 312 pakker.

Generel beslutning: initsystemsammenkobling

I februar 2014 valgte den tekniske komite systemd som standardinitsystem i Debian. Siden valget har der været en mængde diskussioner på mange postlister, både for og imod ændringen. Lucas Nussbaum offentliggjorde et foreløbigt resume af hvert af de foreslåede tillæg, i den generelle beslutning angående afstemning om initsystemsammenkobling, som finder sted om kort tid.

Bits fra Debian Multimedia-vedligeholderne

Alessio Treglia offentliggjorde bits fra Debian Multimedia-vedligeholderne angående Jessie. De har haft meget travlt med codec-opdateringer, fra libavcodec (som er opdateret til den seneste opstrømsversion for at understøtte HEVC, Opus, Matroska og Apple ProRes) til libeburl128, libltc, libva og LADI Session Handler til JACK-applikationer. Medfølgende er LV2 Toolkit og et LADSPA-pluginbundle. Nye multimedieapplikationer er blandt andre Advene, Ardour3, dvdwizard, flowblade, Groove Basin og mpv. Da det overordnede mål er at forbedre kvaliteten, er nogle få pakker blevet droppet, så som beast, plotmn, phat og mplayer. Holdet opfordrer interesserede til at deltage på postlisten pkg-multimedia-maintainersAlioth eller i IRC-kanalen #debian-multimedia¨på OFTC.

Debian Quiz-spil, hjælp ønskes!

Lucas Nussbaum genbesøgte Debian Quiz-spillet, som er baseret på det oprindelige TCP/IP-drukspil med 23 nye spørgsmål. Han håber at et par andre ville hjælpe med at skubbe processen videre. Læserne kan se quizzens aktuelle tilstand, med indsendte svar på collab-maint.

Debian DebUtsav'14

Den 17.-18. oktober på Amrita School of Engineering, holdt Debian-India en Debian Festival: DebUtsav'14. På trods af nogle politiske dønninger i sidste øjeblik, lykkedes det at gennemføre arrangementet.

Pirate Praveen skrev om fornøjelsen og entusiasmen ved at samarbejde med studerende, som allerede har kendskab til FOSS, samt at se kvinder deltage i FOSS. Han fortalte også om hvordan DebUtsav blev til, og hvordan arrangementet, som forener en Mini-DebConf med en FOSS-konference, kan anvendes som en fællesbetegnelse og en skabelon for andre organisationer.

Shirish Agarwal skrev om sine erfaringer, samt hvordan planlægningsfasen forløb med hensyn til placering, værtsskabsfaciliteter og medieaspekterne ved arrangementet.

Balasankar C bloggede om hackfesten, Krishnakant Manes keynote og nogle af de seancer, der fandt sted under arrangementet. Afslutningen indeholder et fint resume: Et arrangement fyldt med FOSS, fest og fødevarer.

R. Harish Navnit beskrev hvordan en mail i april i år om muligheden for en Mini-DebConf i Amritapuri, førte til ideen, samarbejde på tværs af flere hold, en gæstetaler og til sidst et arrangement.

Andre rapporter

Foruden den føromtalte LTS-rapport, indeholdt Raphaël Hertzogs Free Software Activities in September 2014 opdatering af Django 1.7 i experimental samt skubben på for at få den med i unstable. Han bemærkede at ifølge tracker.debian.org er udviklingshastigheden gået lidt ned, med kun 30 nye commits i arkivet for at lukke seks fejl. Raphaël har også været i gang med at pakke en ny opstrømsversion af Publican, samt har sponseret nye uploads af dolibarr, tcpdf og tryton-server.

Thomas Goirand delte en detaljeret OpenStack-rapport, som viser hans aktiviteter i september 2014. Han fremhævede baggrundsarbejdet på pakkerne Icehouse og Juno (i Sid/Experimental, med backports til Wheezy). Hans gennemgang fokuserede på daglige uploads, rettelser og samarbejde med andre Debian Developers og hold.

Kommende begivenheder

Der er nogle kommende Debian-relaterede begivenheder:

Man finder flere oplysninger om Debian-relaterede arrangementer og foredrag i begivenhedsafsnittet på Debians websted, ellers kan man tegne abonnement på en af vores arrangementspostlister dækkende forskellige områder: Europa, Holland, spansktalende Amerika, Nordamerika.

Ønsker du at organisere en Debian-stand eller en Debian-installeringsfest? Kender du til andre kommende Debian-relaterede arrangementer? Har du holdt et Debian-foredrag og ønsker at linke til det fra vores foredragsside? Send en engelsksproget e-mail til Debian Events Team.

Nye Debian Contributors

Syv ansøgere er blevet accepteret som Debian Maintainer, og 28 personer er begyndt at vedligeholde pakker siden den foregående udgave af Debian Project News. Hils Carlos Alberto Lopez Perez, Guilhem Moulin, Iain R. Learmonth, Mattia Rizzolo, Otto Kekäläinen, Ralf Jung, Stein Magnus Jodal, Morgan Deters, Tim Potter, Rémi Palancher, Bernhard Übelacker, Marcio de Souza Oliveira, Petr Salinger, Eugen Wintersberger, Alexandre Detiste, Cesare Falco, Jean-Christophe Jaskula, Matthew Bekkema, Corentin Desfarges, Roger Kalt, Łukasz 'sil2100' Zemczak, Fabien Givors, Reuben Thomas, Jose Robson Mariano Alves, Pedro Beja, Bruno Nova, Martin Steghöfer, Alexandre Viau, HAYASHI Kentaro, François-René Rideau, Jason Pleau, Dominik Paulus, Sebastian Schmidt, Olek Wojnar og Tino Didriksen velkommen i vores projekt!

Statistik over udgivelseskritiske fejl i den kommende udgivelse

Ifølge Bugs Search-grænsefladen i Ultimate Debian Database, er den kommende udgivelse, Debian Jessie, i øjeblikket påvirket af 319 udgivelseskritiske fejl. Hvis man ignorerer fejl, der er lette at løse eller er ved at blive løst, er der rundt regnet 240 udgivelseskritiske fejl tilbage, som skal løses for at udgivelsen kan finde sted.

Der er også en mere udførlig statistik, foruden nogle tips til hvordan man kan fortolke tallene.

Vigtige Debian Security Advisories

Debians Security Team har udgivet bulletiner vedrørende (blandt andre) disse pakker: icedove, libvirt, chromium-browser, rsyslog, xen, exuberant-ctags, qemu-kvm, qemu, mediawiki, rsyslog, apt, wireshark, iceweasel, drupal7, wpa, openssl, mysql-5.5 og pidgin. Læs dem omhyggeligt og gør det fornødne.

Debians Backports Team har udgivet en sikkerhedsopdateringsbulletin vedrørende denne pakke: drupal7. Læs den omhyggeligt og gør det fornødne.

Debian-holdet med ansvar for langtidsunderstøttelse af squeeze, har udgivet sikkerhedsopdateringsbulletiner vedrørende disse pakker: python-django, apache2, php5, fex, exuberant-ctags, apt, tryton-server, apache2, rsyslog, tzdata, ppp, mysql-5.1 og kde4libs. Læs dem omhyggeligt og gør det fornødne.

Bemærk at dette er et udvalg af de mere vigtige sikkerhedsbulletiner fra de seneste uger. Hvis du ønsker at være ajour med sikkerhedsbulletiner udsendt af Debians sikkerhedshold, så tegn abonnement på sikkerhedspostlisten (og den separate backports-liste, listen med opdateringer til stable og opdateringer til langtidsunderstøttelse) for at modtage annonceringerne.

Nye og bemærkelsesværdige pakker

964 pakker er nyligt blevet føjet til Debians ustabile arkiv. Blandt mange andre er der tale om:

Pakker, der har brug for hjælp

I øjeblikket er 607 pakker forældreløse og 139 pakker kan adopteres: se den komplette liste over pakker, der har brug for din hjælp.

Ønsker du fortsat at læse DPN?

Hjælp os med at fremstille nyhedsbrevet. Vi har stadig behov for flere frivillige skribenter, som overvåger Debian-fællesskabet og rapportere om hvad der sker. Se bidragssidenfor at finde ud af hvordan man hjælpertil. Vi ser frem til at modtage din mail (på engelsk) på debian-publicity@lists.debian.org.


For at modtage dette nyhedsbrev som mail, kan man abonnere på postlisten debian-news.

Tidligere udgaver af nyhedsbrevet er tilgængelige.

Denne udgave af Debians projektnyheder blev redigeret af Cédric Boutillier, Donald Norwood, Justin B Rye og Paul Wise.
Den blev oversat af Kåre Thor Olsen.