3.5. Forhåndspartitionering for systemer med flere opstartsmuligheder

Partitionering af din disk refererer til det at opdele din disk i sektioner. Hver sektion er så uafhængig af de andre. Det svarer cirka til at placere vægge i dit eget hus; hvis du tilføjer møbler i et rum, så påvirkes de andre rum ikke.

Hvis du allerede har et operativsytsem på dit system som bruger hele disken og du ønsker at placere Debian på den samme disk, så kan du lave en ny partitionering. Debian kræver sin egne harddiskpartitioner. Debian kan ikke installeres på Windows- eller Mac OS X-partitioner. Det kan eventuelt dele nogle partitioner med andre Unix-systemer, men det er ikke dækket i denne manual. Som absolut minimum så skal du bruge en dedikeret partiion for Debians rodfilsystem.

Du kan finde information om din nuværende partitionsopsætning ved at bruge et partitioneringsværktøj for dit nuværende operativsystem. Partitioneringsværktøjer tilbyder altid en måde at se eksisterende partitioner uden at lave ændringer.

Generelt vil ændring af en partition med et allerede eksisterende filsystem ødelægge enhver information på partitionen. Du bør derfor altid lave sikkerhedskopier før udførelse af en ny partitionering. Du kan overføre denne analogi til dit hjem. Det vil være smart at flytte alle møbler væk før en væg flyttes, ellers risikerer du at ødelægge dem under arbejdet.

Flere moderne operativsystemer tilbyder muligheden for at flytte eller ændre størrelse på bestemte eksisterende partitioner uden at ødelægge deres indhold. Dette gør det muligt at gøre plads til yderligere partitioner uden at miste eksisterende data. Selvom dette går godt i de fleste tilfælde, så er det at lave ændringer til partitioneringen af en disk farligt og bør kun udføres efter en fuld sikkerhedskopiering af alle data.