[ tilbage ] [ Indhold ] [ 1 ] [ 2 ] [ 3 ] [ 4 ] [ 5 ] [ 6 ] [ 7 ] [ 8 ] [ 9 ] [ 10 ] [ 11 ] [ 12 ] [ næste ]

Installationsvejledning for Debian GNU/Linux 3.0 på Alpha
Kapitel 6 - Partitionering til Debian


Menupunktet "Partitionér en harddisk" giver dig en liste over de diskdrev, du kan partitionere, og aktiverer partitioneringsprogrammet. Du skal oprette mindst én diskpartition med typen "Linux" (type 83), og vil nok også have glæde af en partition af typen "Linux swap" (type 82).


6.1 Valg af partitioner til Debian og disses størrelse

Som et absolut minimum skal GNU/Linux have en enkelt partition for sig selv. Du kan godt have en enkelt partition, der indeholder hele styresystemet, programmer og dine egne filer. De fleste mener, at en separat swappartition også er en nødvendighed, selvom det strengt taget ikke er korrekt. "Swap" er rodeplads for styresystemet, som det kan bruge til "virtuel hukommelse". Ved at lægge swap på en separat partition kan Linux bruge den langt mere effektivt. Det er muligt at tvinge Linux til i stedet at bruge en almindelig fil som swap, men det anbefales ikke.

De fleste vælger dog at give GNU/Linux flere end minimumsantallet af partitioner. Der er to grunde til at dele filsystemet op i flere mindre partitioner. Den første er sikkerhed. Hvis der sker noget, der ødelægger filsystemet, vil det normalt kun omfatte én partition. Så du behøver kun at erstatte (fra de sikkerhedskopier, du naturligvis har lavet) en brøkdel af dit system. Du bør mindst lave, hvad der ofte kaldes en "rodpartition". Den indeholder systemets essentielle komponenter. Hvis andre partitioner bliver ødelagt, kan du stadig starte GNU/Linux op og reparere systemet. Det kan spare dig besværet med at skulle geninstallere hele systemet fra bunden.

Den anden grund er normalt vigtigst i erhvervslivet, men det afhænger i virkeligheden af, hvad du bruger maskinen til. Forestil dig, at noget løber løbsk og æder mere og mere diskplads. Hvis processen tilfældigvis har superbrugerprivilegier (systemet reserverer en lille del af disken til root), kan du pludselig være løbet tør for diskplads. Det er meget uheldigt, da styresystemet har brug for rigtige filer (ud over swapplads) til mange ting. Problemet behøver ikke engang at være opstået lokalt. For eksempel kan spam-post sagtens fylde en partition. Ved at bruge flere partitioner kan du beskytte systemet mod mange af disse problemer. I posteksemplet kan man — ved at lægge /var/mail på sin egen partition — sikre at resten af systemet fortsætter med at virke, selvom man får meget spam-post.

Den eneste virkelige ulempe ved flere partitioner er, at det ofte er svært i forvejen at vide, hvad dine behov vil være. Hvis du gør en partition for lille, skal du enten geninstallere systemet eller konstant skulle flytte tingene rundt for at gøre plads på den underdimensionerede partition. Hvis du på den anden hånd laver partitionen for stor, vil du spilde plads, der kunne være brugt andre steder. Diskplads er billigt nu om dage, men hvorfor smide pengene ud ad vinduet?


6.2 Mappetræet

Debian GNU/Linux overholder Filsystemhierarki-standarden ved navngivning af mapper og filer. Denne standard gør det muligt for programmer at forudsige placeringen af filer og mapper. Rodmappen repræsenteres ganske enkelt ved en skråstreg /. På rodniveauet indeholder alle Debiansystemer følgende mapper:

            bin       Essentielle kommandoprogrammer
            boot      Statiske filer til opstartsindlæseren
            dev       Tilgangsfiler til enheder
            etc       Maskinspecifik systemopsætning
            home      Brugernes hjemmemapper
            lib       Essentielle delte mapper og kernemoduler
            mnt       Monteringspunkt til at montere et filsystem midlertidigt
            proc      Virtuel mappe med systemoplysninger
            root      Hjemmemappe for root-brugeren
            sbin      Essentielle systemprogrammer
            tmp       Midlertidige filer
            usr       Sekundært hierarki
            var       Flygtige data
            opt       Yderligere programpakker

Det følgende gennemgår de vigtigste overvejelser i forbindelse med mapper og partitioner.


6.3 Anbefalet partitioneringsplan

For nye brugere, personlige Debianmaskiner, hjemmesystemer og andre enkeltbruger-opsætninger, er en enkelt /-partition (plus swap) nok det letteste og simpleste. Dog kan det være en dårlig ide hvis du har masser af harddiskplads, f.eks. 20 GB eller mere. Det tager nemlig ret lang tid at tjekke filsystemet igennem på ext2-partitioner større end 6GB.

På flerbruger-systemer eller systemet med megen diskplads er det bedst at lægge /usr, /var, /tmp og /home på hver sin partition, adskilt fra /-partitionen.

Du får muligvis brug for en separat /usr/local-partition, hvis du vil installere mange programmer, der ikke er en del af Debiandistributionen. Hvis din maskine skal være postserver, bør du nok gøre /var/mail til en separat partition. Oftest er det en god ide at lægge /tmp på sin egen partition på omkring 20 og 50 MB. Hvis du sætte en server med masser af brugerkonti op, er det normalt godt at have en separat, stor /home-partition. Partitionerings-situationen varierer generelt fra computer til computer afhængig af dens formål.

For meget komplekse systemer bør du se Multi Disk HOWTO. Den indeholder dybdegående oplysninger, der mest er af interesse for internetudbydere og folk, der opsætter servere.

Der er mange meninger om den bedste størrelse af swap-partitionen. En tommelfingerregel, der fungerer godt, er at bruge ligeså meget swap som systemhukommelse. Den bør i de fleste tilfælde heller ikke være mindre end 16 MB. Naturligvis er der undtagelser fra disse regler. Hvis du vil forsøge at løse 10.000 samtidige ligninger på en maskine med 256 MB hukommelse, skal du muligvis bruge 1 GB (eller mere) swap.

Op 32-bit arkitekturer (i386, m68k, 32-bit SPARC og PowerPC), er den maksimale størrelse for swappartitioner 2GB (på Alpha og SPARC64 er den så høj, at den praktisk taget er ubegrænset). Det burde være nok for næsten enhver installation. Hvis dine swapkrav er højere, bør du nok forsøge at dele swap'en mellem flere diske (kaldet "spindles") og, om muligt, forskellige SCSI- eller IDE-kanaler. Kernen vil afbalancere brugen af swap mellem flere swappartitioner med forbedret ydelse som resultat.

For eksempel har en af forfatternes hjemmemaskine 32 MB ram og et 1.7 GB IDE-drev på /dev/hda. Der er en partition på 500MB til et andet styresystem på /dev/hda1 (burde have været 200 MB, da det aldrig bliver brugt). En swappartition på 32 MB benyttes på /dev/hda3, og resten (omkring 1.2 GB på /dev/hda2) er Linuxpartitionen.

Se Partitioning Strategies. for flere eksempler. Du kan få en idé om, hvor meget plads de opgaver, du overvejer at installere, fylder i Opgavernes pladskrav, Section 11.4.


6.4 Enhedsnavne under Linux

Linux-diske og partitionsnavne kan være anderledes end i andre styresystemer. Du skal kende til de navne, Linux bruger, når du opretter og monterer partitioner. Her er den grundlæggende navngivning:

Partitionerne på hver disk repræsenteres ved at tilføje et tal til disknavnet: "sda1" og "sda2" repræsenterer første og anden partition på den første SCSI-disk i dit system.

Her er et virkeligt eksempel. Lad os antage, at du har et system med to SCSI-diske. Den en har SCSI-adressen 2, mens den anden har SCSI-adressen 4. Så vil den første disk (på adresse 2) blive kaldt "sda", mens den anden kaldes "sdb". Hvis "sda"-drevet indeholder tre partitioner, vil disse blive kaldt "sda1", "sda2" og "sda3". Det samme gælder "sdb"-disken og dennes partitioner.

Bemærk, at hvis du har to SCSI-controllere, kan drevenes rækkefølge blive forvirrende. Den bedste løsning er i dette tilfælde at følge opstartsbeskederne, forudsat du kender drevenes modeller og/eller kapaciteter.


6.5 Debians partitioneringsprogrammer

Flere forskellige partitioneringsprogrammer er blevet tilpasset af Debianudviklere til at fungere med forskellige typer harddiske og computerarkitekturer. Det følgende er en liste over programmer, der passer til netop din arkitektur.

fdisk
Det oprindelige Linux diskpartitioneringsprogram. Udmærket for Linux-guruer. Læs fdisk's manualside.

Vær forsigtig, hvis du har eksisterende FreeBSD-partitioner på din maskine. Installationskernerne understøtter disse partitioner, men den måde, hvorpå fdisk repræsenterer dem (eller ikke) kan ændre enhedernes navne. Se Linux+FreeBSD HOWTO.

cfdisk
Et fuldskærms diskpartitioneringsprogram, der er let at bruge for os andre. Læs cfdisk's manualside.

Bemærk, at cfdisk overhovedet ikke kender til FreeBSD-partitioner. Igen kan dette ændre enhedernes navne.

Et af disse programmer vil som standard blive kørt, når du vælger "Partitionér en harddisk". Hvis du ikke ønsker standardprogrammet, kan du afslutte partitioneringsprogrammet og gå til skallen (tty2) ved at trykke på Alt og F2 samtidig og manuelt skrive navnet på det program, du vil bruge (og eventuelle parametre). Hop derefter til "Partitionér en harddisk" i dbootstrap og fortsæt til næste trin.

Hvis du skal have flere end 20 partitioner på din ide-disk, skal du oprette enheder for partition nummer 21 og derover. Ellers vil formatering af partitionen fejle i næste trin. Som et eksempel følger her de kommandoer du kan bruge i tty2 eller under "Udfør en Skal" til at tilføje den nødvendige enhed, så den 21'ende partition kan formateres:

     cd /dev
     mknod hda21 b 3 21 
     chgrp disk hda21
     chmod 660 hda21

Du vil ikke kune starte dit nye system op, medmindre de nødvendige enheder er tilstede på målsystemet. Efter installation af kerne og moduler, skal følgende udføres:

     cd /target/dev
     mknod hda21 b 3 21 
     chgrp disk hda21
     chmod 660 hda21

Hvis du har valgt at starte op fra SRM-konsollen, skal du bruge fdisk til at partitionere din disk, da det er det eneste partitioneringsprogram, der kan håndtere de BSD-diskmærkater, der kræves af aboot (husk, at SRM-opstartsblokken er inkompatibel med MS-DOS partitionstabeller — se Alpha konsol-firmware, Section 5.1). dbootstrap vil som standard køre fdisk, hvis du ikke er startet op fra MILO.

Hvis den disk, du har valgt at partitionere, allerede indeholder et BSD-diskmærkat, vil fdisk benytte BSD-diskmærkattilstand. Ellers skal du bruge 'b'-kommandoen til at skifte til denne tilstand.

Medmindre du ønsker at bruge den disk, du partitionerer, fra Tru64 Unix eller en af de stytesystemer, der nedstammer fra free 4.4BSD-Lite (FreeBSD, OpenBSD og NetBSD), foreslåes det at du ikke lader den tredje partition indeholde hele disken. Dette kræves nemlig ikke af aboot, og kan faktisk skabe forvirring, da opstartssektoren vil brokke sig over, at en partition rækker ind over opstartsblokken.

Da aboot ydermere er skrevet til de første få sektorer på disken (den fylder for tiden omkring 70 kilobyte svarende til 150 sektorer), skal du friholde tilstrækkelig tom plads i starten af disken til den. Af samme grund, som tidligere nævnt, anbefaler vi dig ikke at gøre det på diske, der kan skal bruges af GNU/Linux.

På ARC-installationer bør du oprette en lille FAT-partition i starten af disken, der kan indeholde MILO og linload.exe - 5 megabyte burde være nok, se Forberedende partitionering for systemer med flere styresystemer, Section 3.6. Desværre understøttes oprettelsen af FAT-filsystemer fra menuen endnu ikke, så du er nødt til at gøre dette manuelt fra skallen med mkdosfs, før du forsøger at installere opstartsindlæseren.


6.6 "Formatér og aktivér en swappartition"

Dette vil være det næste trin, så snart du har oprettet diskpartitioner. Du har muligheden for at formatere og aktivere en ny swappartition, activere en tidligere formateret en eller klare dig uden en swappartition. Det er altid tilladeligt at genformatere en swappartition, så vælg "Formatér og aktivér en swappartition" medmindre du har helt styr på, hvad du gør.

Dette menuvalg vil først give dig et vindue, der hedder "Vælg en partition at aktivere som swapenhed.". Standardenheden vil normalt være den swappartition, du allerede har sat op. I så fald skal du bare trykke retur.

Derefter bedes du om at bekræfte valget, da formateringen ødelægger alle data på partitionen. Vælg "Ja", vis det er i orden. Skærmen vil blinke mens formateringsprogrammet kører.

Det anbefales kraftigt at have en swapartition, men du kan godt klare dig uden, hvis du insisterer, og hvis dit system har mere end 16MB ram. Hvis du ønsker at gøre dette, skal du vælge punktet "Klar dig uden swappartition" i menuen.


6.7 "Formatér en Linuxpartition"

På dette tidspunkt vil det næste menupunkt være "Formatér en Linuxpartition". Hvis ikke, er det fordi du ikke har afsluttet partitioneringsprocessen, eller ikke har benyttet en af de menuvalg, der har med din swappartition at gøre.

Du kan formatere en Linuxpartition eller alternativt montere en tidligere formateret en. Bemærk, at dbootstrap ikke kan opgradere et gammelt system uden at ødelægge det. Hvis du vil opgradere, kan Debian normalt opgradere sig selv, så du behøver ikke at bruge dbootstrap. Hjælp til at opgradere Debian 3.0 findes i opgraderingsinstruktionerne.

Hvis du derfor benytter gamle diskpartitioner, der ikke er tomme, og bare ønsker at smide indholdet ud, skal du formatere dem (hvilket sletter alle filer). Herudover skal du formatere alle de partitioner, du oprettede i partitioneringstrinnet. Den eneste grund til at ville montere en partition uden at formatere den er nok, hvis man allerede har udført en del af installationsprocessen og benyttet de samme installationsdisketter.

Vælg "Formatér en Linuxpartition" for at formatere og montere /-diskpartitionen. Den første partition, du monterer eller formaterer vil blive monteret som / (kaldet roden).

Du vil blive spurgt, om du vil bevare "Pre-2.2 Linuxkerne-kompatilitet?". Hvis du svarer "Nej", vil du ikke kunne køre Linuxkerne med version 2.0 eller tidligere på dit system, da filsystemet aktiverer nogle funktioner, der ikke understøttes af Linuxkerneversion 2.0.. Hvis du er sikker på, at du aldrig vil skulle køre kerneversion 2.0 eller tidligere, vil du få nogle mindre fordele ved at svare "Nej".

Du vil også blive spurgt om du vil skanne for fejlbehæftede blokke ("bad blocks"). Standarden er at springe skanningen over, da den kan være meget tidskrævende, og moderne diskcontrollere internt opdager og håndterer fejlbehæftede blokke. Hvis du er usikker på din disks kvalitet eller har et ret gammelt system, vil det dog nok være en god idé at udføre skanningen.

De næste vinduer vil blot bede om bekræftelse. Du vil blive bedt om at bekræfte handlingen, da formatering destruerer alle data på partitionen. Du vil også altid blive oplyst om, at partitionen monteres som /, rodpartitionen.[6]

Hvis du har yderligere filsystemer, du ønsker at formatere og montere, skakl du bruge menupunktet "Alternativ" så snart du har monteret /-partitionen. Dette er for folk, der har oprettet separate partitioner for /boot, /var, /usr eller andre, som bør formateres nu.


6.8 "Montér en tidligere formateret partition"

Et alternativ til "Formatér en Linuxpartition", Section 6.7 er trinnet "Montér en tidligere formateret partition". Brug det, hvis du vil fortsætte en installation, der blev afbrudt, eller ønsker at montere partitioner, der allerede er formaterede eller indeholder data, du vil beholde.

Hvis du er ved at installere en diskløs arbejdsstation, skal du nu montere din rodpartition med NFS fra den fjerne NFS-server. Angiv stien til NFS-serveren med standard NFS-syntaks,

     server-navn-eller-IP:server-delt-sti

. Herefter kan du montere eventuelle yderligere filsystemer.

Hvis du ikke allerede har sat dit netværk op som beskrevet i "Sæt netværk op", Section 7.6, vil du blive bedt om dette, hvis du vælger NFS-installering.


6.8.1 Problem med NFS-rodinstallation

Desværre understøtter woodys udgave af boot-floppies ikke dpkgs låsning under NFS-rodinstallationer. For at komme udenom problemet, kan du gøre følgende efter at have monteret dit mål-NFS-drev som /target. Eksemplet antager installation fra en cd, men kan ligeså godt bruges til installation af filer placeret på en NFS-deling monteret på /instmnt (det er her, installationsprogrammet normalt monterer installationsmediet).

For at aktivere NFS-låsning, skal du sørge for at have placeret denne kommandofil på NFS-delingen, eller oprette den der med nano-tiny.

     #!/bin/sh
     mount /dev/hdc /instmnt  # erstat /dev/hdc med din cdrom-enhed
     cd /target
     mkdir x
     cd x
     for i in g/glibc/libc6 t/tcp-wrappers/libwrap0 p/portmap/portmap n/nfs-utils/nfs-common
     do
       ar -x /instmnt/pool/main/$i''_*.deb
       zcat data.tar.gz | tar x
     done
     umount /instmnt
     mkdir -p /var/lib/nfs
     for i in portmap rpc.statd
     do
       LD_LIBRARY_PATH=lib sbin/$i
     done

Nu kan du installere basissystemet på almindelig vis. Installér herefter pakken nfs-common:

     $ umount /instmnt
     $ chroot /target /bin/sh
     $ apt-cdrom add
     $ apt-get install nfs-common

Du kan ignorere beskederne om at /proc ikke findes, da portmap og statd allerede kører.

Du skal bruge en kerne, der er bygget med CONFIG_ROOT_NFS. Det er den på installations-cd'en ikke. Hvis du ikke har sådan en og ikke kan bygge den på en anden maskine, er du nødt til at bygge en her i chroot-miljøet:

     $ apt-get install gcc make libc6-dev kernel-source-2.4.18 less screen links lynx wget ftp # o.s.v.

Når du har forberedt opstarten af den nye kerne, kan du med NFS-delingen som rodenhed afslutte med:

     $ exit # fra chroot-skallen
     $ cd /
     $ killall portmap rpc.statd
     $ umount /target

Genstart herefter. Hvis det mislykkes, kan du starte op fra installations-cd'en, montere NFS-delingen på /target, aktivere NFS-låsning, chroot /target, ordne det, du måtte have glemt, afslutte og genstarte. Hvis det mislykkes, må du prøve igen. Held og lykke.


6.9 Montering af partitioner, der ikke understøttes af dbootstrap

I specielle situationer ved dbootstrap måske ikke, hvordan dine filsystemer skal monteres (såvel roden som andre). Hvis du er en erfaren GNU/Linuxbruger, er det muligt at gå til tty2 ved at trykke på Alt og F2 samtidigt, og manuelt udføre de kommandoer, der skal udføres for at montere den aktuelle partition.

Hvis du monterer en rodpartition til dit nye system, skal du blot montere den på /target, hvorefter du kan gå tilbage til dbootstrap og fortsætte (du kan eventuelt køre "Vis partitionstabellen" for at få dbootstrap til at opdatere, hvor langt du er nået i installationsprocessen).

For ikke-rodpartitioner vil du blive nødt til selv at huske at ændre den nye fstab-fil, så de bliver monteret, når du genstarter systemet. Vent til filen (/target/etc/fstab) bliver oprettet af dbootstrap, inden du skriver i den.


[ tilbage ] [ Indhold ] [ 1 ] [ 2 ] [ 3 ] [ 4 ] [ 5 ] [ 6 ] [ 7 ] [ 8 ] [ 9 ] [ 10 ] [ 11 ] [ 12 ] [ næste ]

Installationsvejledning for Debian GNU/Linux 3.0 på Alpha

version 3.0.24, 18. December 2002

Bruce Perens
Sven Rudolph
Igor Grobman
James Treacy
Adam Di Carlo