5.1. Opstart af installationsprogrammet på 64-bit PC

[Advarsel] Advarsel

Hvis du har andre operativsystemer på din computer, som du ønsker at beholde (via en opstartsmenu), bør du sikre dig, at de er lukket ned på korrekt måde inden du starter installationsprogrammet. Installation af et operativsystem mens et andet operativsystem er i dvale (er blevet suspenderet til disk) kan medføre tab af, eller skade på tilstanden af operativsystemet i dvale, hvilket kan medføre problemer når det bliver genstartet.

[Bemærk] Bemærk

For information om hvordan man starter det grafiske installationsprogram, så se Afsnit 5.1.6, “Det grafiske installationsprogram”.

5.1.1. Opstart fra USB-drev

Hvis din computer kan starte op fra USB, så vil dette sandsynligvis være den letteste vej til installation. Lad os antage, at du har forberedt alt fra Afsnit 3.6.2, “Valg af opstartsenhed” og Afsnit 4.3, “Forberedning af filer for opstart via USB-hukommelsesdrev”. Indsæt dit USB-drev i en ledig indgang og genstart computeren. Systemet bør starte op, og med mindre du har brugt den fleksible måde til at bygge drevet med og ikke aktiveret det, vil du blive præsenteret for en grafisk opstartsmenu (på udstyr som understøtter det). Her kan du indtaste valgfrie opstartparametre, eller bare trykke på Enter.

5.1.2. Opstart fra en optisk disk (cd/dvd)

Hvis du har et sæt af optiske diske, og din maskine understøtter opstart direkte fra disse, så er det rigtig godt! Konfigurer dit system for ved opstart fra en optisk disk som beskrevet i Afsnit 3.6.2, “Valg af opstartsenhed”, indsæt disken, genstart og fortsæt til næste kapitel.

Bemærk at visse optiske drev kan kræve specielle drivere og kan derfor være utilgænglige i de første trin af installationen. Hvis det viser sig at den normale måde at starte op fra en optisk disk ikke fungerer på dit udstyr, så genbesøg det her kapitel igen og læs om alternative kerner og installationsmetoder, der måske vil fungere for dig.

Selv om du ikke kan starte op fra den optiske disk, så kan antagelig installere Debians systemkomponenter og de pakker du ønsker fra en sådan disk. Start op på et andet medie, og når det er tid at intallere operativsystemet, basissystemet og eventuelle ekstra pakker, så peg installationssystemet til det optiske drev.

Hvis du har problemer med at starte op, så se Afsnit 5.4, “Fejlsøgning af installationsprocessen”.

5.1.3. Opstart fra Linux med GRUB

For at starte installationsprogrammet op fra harddisken skal du først hente og placere de nødvendige filer som beskrevet i Afsnit 4.4, “Forberedelse af filer for harddiskopstart”.

For GRUB2 skal du konfigurere to essentielle ting i /boot/grub/grub.cfg:

  • indlæse installationsprogrammet initrd.gz på opstartstidspunktet;

  • vmlinuz-kernen til at bruge RAM-disk som dets rodpartition.

En indgang for installationsprogrammet kunne for eksempel være:

menuentry 'New Install' {
insmod part_msdos
insmod ext2
set root='(hd0,msdos1)'
linux /boot/newinstall/vmlinuz
initrd /boot/newinstall/initrd.gz
}

5.1.4. Opstart med TFTP

Opstart fra netværket kræver, at du har en netværksforbindelse og en TFTP-netværksopstartsserver (og sandsynligvis også en DHCP-, RARP- eller BOOTP-server for automatisk netværkskonfiguration).

Opsætningen på serversiden for understøttelse af netværksopstart er beskrevet i Afsnit 4.5, “Forberedelse af filer for TFTP-netopstart”.

Der er forskellige måder at udføre en TFTP-opstart på i386.

5.1.4.1. NIC eller bundkort som understøtter PXE

Det kan være at dit netværkskort eller bundkort tilbyder en PXE-opstartsfunktion. Dette er en Intel™-reimplementering af TFTP-opstart. Hvis det er tilfældet kan du måske konfigurere din BIOS/UEFI til at starte op fra netværket.

5.1.4.2. NIC med netværks-BootROM

Det kan være at dit netværkskort tilbyder TFTP-opstartfunktionalitet.

5.1.4.3. Etherboot

Etherbootprojektet tilbyder opstartsdisketter og endda bootrom'er som udfører en TFTPboot.

5.1.5. Opstartsskærmen

Når installationsprogrammet starter op, så bliver du præsenteret for en venlig grafisk skærm, der viser Debian-logoet og en menu:

Debian GNU/Linux installer boot menu

Graphical install
Install
Advanced options                            >
Accessible dark contrast installer menu     >
Help
Install with speech synthesis

[Bemærk] Bemærk

Denne grafiske skærm vil se en smule anderledes ud afhængig af hvordan din computer er startet op (BIOS eller UEFI), men de samme indstillinger vil blive vist.

Afhængig af den anvendte installationsmetode er valget Grafisk installation måske ikke tilgængelig. Aftryk for to arkitekturer har derudover en 64-bit variant for hvert installationsvalg, lige nedenunder, og fordobler dermed antallet af valg.

For en normal installation, vælg enten punktet Graphical install eller Install — med brug af enten piletasterne på dit tastatur eller ved at indtaste det første (fremhævede) bogstav — og tryk på Enter for at starte installationen. Punktet Graphical install er allerede valgt som standard.

Punktet Advanced options giver adgang til en anden menu, som giver mulighed for at opstarte installationsprogrammet i tilstanden ekspert, i redningstilstand og for automatiserede installationer.

Hvis du ønsker eller har brug for at tilføje opstartsparametre for enten installationsprogrammet eller kernen, så tryk Tab (BIOS-opstart) eller edown arrow tre gange og så end (UEFI-opstart). Dette vil vise opstartskommandoen for det valgte menupunkt og give mulighed for at lave tilpasninger efter behov. Bemærk at tastaturlayoutet på dette tidspunkt stadig er QERTY. Hjælpeskærmene (se nedenfor) viser nogle gængse indstillingsmuligheder. Tryk Enter (BIOS-opstart) eller F10 (UEFI-opstart) for at starte installationsprogrammet op med dine indstillinger; et tryk på Esc vil returnere dig til opstartsmenuen og omgøre eventuelle ændringer, du har foretaget.

Valg af punktet Help vil resultere i at den første hjælpeskærm bliver vist, hvilket giver et overblik over alle tilgængelige hjælpeskærme. For at returnere til opstartsmenuen efter at hjælpeskærmene er blevet vist, så tast menu ved opstartsprompten og tryk på Enter. Alle hjælpeskærme har en opstartsprompt hvor opstartskommandoen kan indtastes:

Press F1 for the help index, or ENTER to boot:

Ved denne opstartsprompt kan du enten bare trykke Enter for at igangsætte opstartsprogrammet med standardindstillinger eller indtaste en specifik opstartskommando og - valgfrit - opstartsparametre. Et antal opstartsparametere som kan være nyttige kan findes på de forskellige hjælpeskærme. Hvis du tilføjer parametre til opstartskommandolinjen, så være sikker på først at indtaste opstartsmetoden (standarden er install) og et mellemrum før den første parameter (f.eks. install fb=false).

[Bemærk] Bemærk

Tastaturet antages at have det normale amerikansk-engelske layout på dette tidspunkt. Dette betyder at hvis dit tastatur har et andet (sprogspecifik) layout, kan tegnene som skrives på skærmen være forskellige fra hvad du forventer, når du indtaster parametere. Wikipedia har et skema for US-tastaturlayout, som kan bruges som en reference til at finde de korrekte taster.

[Bemærk] Bemærk

Hvis du bruger et sytsem som har BIOS'en konfigureret til at bruge seriel konsol, så kan du måske se den grafiske opstartsskærm før installationsprogrammet indlæses; du ser måske slet ikke opstartsmenuen. Det samme kan ske, hvis du installerer systemet via en ekstern håndteringsenhed, som tilbyder en tekstgrænseflade til VGA-konsollen. Eksempler på disse enheder inkluderer tekstkonsollen for Compaqs integrated Lights Out (iLO) og HP's Integrated Remote Assistant (IRA).

For at forbigå den grafiske opstartsskærm kan du enten blindt indtaste Esc for at få en tekstopstartsprompt, eller (lige så blindt) taste H efterfulgt af Enter for at vælge indstillingen Help beskrevet ovenfor. Herefter bør dine tastaturtryk blive gengivet på prompten. For at forhindre installationsprogramet i at bruge framebufferen i resten af installationen, skal du også tilføje vga=normal fb=false til opstartsprompten, som beskrevet i hjælpeteksten.

5.1.6. Det grafiske installationsprogram

Den grafiske version af installationsprogrammet er kun tilgængelig i et begrænset antal arkitekturer, inklusive 64-bit PC. Funktionaliteten for det grafiske installationsprogram er essentielt den samme som det tekstbaserede installationsprogram, da det grundlæggende bruger det samme program, men med en anden brugerflade.

Selvom funktionaliteten er identisk, så har det grafiske installationsprogram stadig få signifikante fordele. Hovedfordelen er, at det understøtter flere sprog, nemlig dem som bruger et tegnsæt, som ikke kan vises med den tekstbaserede newt-brugerflade. Den har også nogle få brugsfordele såsom muligheden for at bruge en mus, og i nogle tilfælde kan flere spørgsmål vises på en enkel skærm.

Det grafiske installationsprogram er tilgængelig med alle cd/dvd-aftryk og med hd-medie-installationsmetoden. For at starte det grafiske installationsprogram vælges den relevante indstilling fra opstartsmenuen. Ekspert- og redningstilstand for det grafiske installationsprogram kan vælges fra menuen Advanced options. De tidligere anvendte opstartsmetoder installgui, expertgui og rescuegui kan stadig bruges fra opstartsprompten, som vises efter valg af indstillingen Help i opstartsmenuen.

På samme måde som med det tekstbaserede installationsprogram er det muligt at tilføje opstartsparametre, når det grafiske installationsprogram startes.

[Bemærk] Bemærk

Det grafiske installationsprogram kræver signifikant mere hukommelse for at køre end det tekstbaserede installationsprogram: 810MB. Hvis utilstrækkelig hukommelse er tilgængelig, vil den automatisk gå tilbage til den tekstbaserede newt brugerflade.

Hvis hukommelsesmængden i dit system er under 780MB, så vil det grafiske installationsprogram fejle fuldstændig i at starte, mens opstart med det tekstbaserede installationsprogram stadig vil fungere. Brug af det tekstbaserede installationsprogram anbefales for systemer med små mængder tilgængelig hukommelse.