Debians projektnyheder - 12. juli 2012

Velkommen til årets fjortende udgave af DPN, Debian-fællesskabets nyhedsbrev. Emner i denne udgave er blandt andre:

Ny grafik i Wheezy

Joy-temaet er blevet valgt som Debian-systemers standardgrafik i den kommende udgave, Debian 7.0 (Wheezy). Hensigten med temaet er at være indbydende ved hjælp af et effektivt, lyst og simpelt tema. Der er også en mere kulørt variant kaldet Joy Inksplat, tilgængelig i pakken desktop-base, til dem der foretrækker et sjovere skrivebordsmiljø. Til udgivelsen efter Wheezy, er der spirende tanker om at introducere flere temaer, mere finkornede temapakker og metapakker til udvælgelse iblandt dem.

Rapporter fra DebCamp

DebCamp fandt sted i sidste uge ved Universidad Centroamericana i Managua, Nicaragua. Ugen var meget produktiv, som man kan læse i folks rapporter: Christian Perrier beskrev i sin blog, sit arbejde med internationalisering, lokaltilpasning og Samba-pakning; Joey Hess nævnte sine fremskridt med git-annex-assistenten og Debian-cd'er; Gregor Herrmann skrev om sit arbejde i Debians Perl-gruppe; Steve McIntyre skrev som sine forberedelser til de seks seancer, han afholder; og Gunnar Wolf rapporterede, at DebCamp officielt er begyndt.
DebCamp efterfølges af en uge med DebConf12, konferencen for Debian-udviklere, der begyndte med Debian Day, et åbent arrangement for entusiaster, brugere, udviklere og alle med interesse i at lære mere om Debian og fri software. Hele DebConf videodækkes (hvilket gør mange folk glade). Konferenceprogrammet og relevante links til videostreaming er tilgængelige på den dedikerede DebConf-side.

Bits fra DPL'en

Stefano Zacchiroli sendte sin månedlige rapport om DPL-aktiviteter fra DebConf12. I månedens løb sluttede Debian sig til FSF-kampagnen vedrørende secure boot, og DuckDuckGo sendte sin første donationsrapport efter aftalen om indtægtsdeling. Stefano nævnte også nogle interessante diskussioner angående projektevolution, i særdeleshed forslag til at ændre den måde, DM-tilladelser håndteres på og at ændre policybeslutningen angående domænet debian.net.

Stefano Zacchiroli holdt sit sidste Bits fra DPL'en-foredrag på den første dag af DebConf12. I foredraget (slides) talte han om Debians tidlige historie, hvor vi er i dag, hvordan vores placering i det bredere fri software-fællesskab har udviklet sig, samt vores principper; afslutningsvis fastslog han, at vi spiller en fundamental rolle inden for fri software. Dernæst udforskede han de udfordringer, vi står over for i forbindelse med ansvaret for, at leve op til vores rolle i fri software-fællesskabet, herunder at have et sundt bidragsniveau, forøget mangfoldighed i vores fællesskab, udgive til tiden, holde udgivelsesfrysninger korte, kollektivt ejerskab af kode, begrænset virksomhedsinvolvering, samt hvad DPL-rollen måske kan ændre sig til i fremtiden.

Debian Maintainer Dashboard, en ny frontend til UDD

Lucas Nussbaum annoncerede på sin blog om oprettelsen af Debian Maintainer Dashboard, en tjeneste, der benytter UDD til at udstille så mange oplysninger som muligt, om en vedligeholders pakker. Debian Maintainer Dashboard er kun i sin begyndelse og venter på bidragydere.
Blandt relaterede nyheder kan nævnes, at UDD er migreret til ullmann, en af de nye maskiner, DSA nyligt har opsat.

Interview

Der har været Debian Edu-interview med George Bredberg (på engelsk), José Luis Redrejo Rodríguez (på engelsk) og Markus Gamenius (på norsk), der alle blandt andet beskriver, hvordan de blev involveret i Debian Edu og deres syn på det.

Nye Debian Contributors

Femten personer er begyndt at vedligeholde pakker siden den foregående udgave af Debian Project News. Hils Miguel Telleria de Esteban, Miroslav Suchý, Georgios M. Zarkadas, Julian Wollrath, Malcolm Locke, Shawn Landden, Colin King, David Suarez, Chris Johnston, Klas Lindfors, Alexander Inyukhin, Nikolai Lusan, Adrien Grellier, Ioan Rogers og Eric Maeker velkommen i vores projekt!

Statistik over udgivelseskritiske fejl i den kommende udgivelse

Ifølge Bugs Search-grænsefladen i Ultimate Debian Database, er den kommende udgivelse, Debian Wheezy, i øjeblikket påvirket af 484 udgivelseskritiske fejl. Hvis man ignorerer fejl, der er lette at løse eller er ved at blive løst, er der rundt regnet 325 udgivelseskritiske fejl tilbage, som skal løses for at udgivelsen kan finde sted.

Der er også nogle tips til hvordan man kan fortolke tallene.

Vigtige Debian Security Advisories

Debians Security Team har udgivet bulletiner vedrørende (blandt andre) disse pakker: bcfg2, libspring-2.5-java, zendframework, libapache-mod-security, openjdk-6 og pidgin. Læs dem omhyggeligt og gør det fornødne.

Bemærk at dette er et udvalg af de mere vigtige sikkerhedsbulletiner fra de seneste uger. Hvis du ønsker at være ajour med sikkerhedsbulletiner udsendt af Debians sikkerhedshold, så tegn abonnement på sikkerhedspostlisten (og den separate backports-liste, og listen med opdateringer til stable for at modtage annonceringerne.

Nye og bemærkelsesværdige pakker

492 pakker er nyligt blevet føjet til Debians ustabile arkiv. Blandt andre er der tale om:

Pakker, der har brug for hjælp

I øjeblikket er 464 pakker forældreløse og 147 pakker kan adopteres: se den komplette liste over pakker, der har brug for din hjælp.

Ønsker du fortsat at læse DPN?

Hjælp os med at fremstille nyhedsbrevet. Vi har stadig behov for flere frivillige skribenter, som overvåger Debian-fællesskabet og rapportere om hvad der sker. Se bidragssidenfor at finde ud af hvordan man hjælpertil. Vi ser frem til at modtage din mail (på engelsk) på debian-publicity@lists.debian.org.


For at få dette nyhedsbrev som e-mail hver anden uge, abonnér på postlisten debian-news.

Tidligere udgaver af nyhedsbrevet er tilgængelige.

Denne udgave af Debians projektnyheder blev redigeret af Cédric Boutillier, David Prévot, Justin B Rye og Paul Wise.
Den blev oversat af Kåre Thor Olsen.