Debian fejrer sin 17 års-fødselsdag

16. august 2010

Debian-projektet er glad for at kunne markere, at det er 17 år siden projektet begyndte. Som fortalt af den officielle projekthistorie: Debian-projektet blev officielt grundlagt af Ian Murdock den 16. august 1993. På det tidspunkt var hele ideen med at have en Linux-distribution ny. Ians hensigt med Debian var, at det skulle være en distribution, der blev fremstillet i åbenhed, i Linux' og GNU's ånd.

I løbet af de sidste sytten år, er Debian vokset betragteligt. Ved begyndelsen var det et lille projekt, med blot en håndfuld udviklere, mens det nu har over tusinde bidragydere fra mange hjørner af kloden. Dokumentation er blevet skrevet på talrige sprog, og der er nu titusindvis af softwarepakker, som alle lever op til Debians retningslinjer for fri software.

Takket være indsatsen fra de individuelle udviklere, oversættere, grafiske designere, systemadministratorer, brugere og mange andre, trives Debian fortsat i det bredere fri software-økosystem. Debian anvendes af en række derivative distributioner, som yderligere udvider rækkevidden af Debians software og Debians filosofi med at sætte brugeren i første række.

Under Software In the Public Interests auspicier og gennem Debians partnerprogram, arbejder Debian fortsat sammen med nogle af de største navne inden for hardware- og softwareudvikling. Debian har altid stræbt efter at understøtte et bredt udvalg af hardware, med gennemtestet software af høj kvalitet, og samarbejder af den grund stadig med mange partnere inden for forskellige industrielle områder. Debian anvendes også bredt inden for databehandlings- og ingeniørdiscipliner, i områder så som astronomi, bioinformatik og fysik.

Debian-projektet hilser stadig alle former for bidrag velkommen, fra brugere til udviklere, og opfordrer folk til at hente, anvende, ændre og distribuere dets kildekode, i håbet om at den vil være til nytte. Projektet udgiver Debian 6.0, med kodenavnet squeeze, i løbet af indeværende år, når det store arbejde med at rette udgivelseskritiske fejl er afsluttet. I fri software-fællesskabets ånd er alle velkomne til at deltage deri og i alle Debians aktiviteter, mens der ses frem til de næste sytten år.

Brugere af Debian kan anvende http://thank.debian.net/ til at udtrykke deres taknemmelighed og sende lykønskninger.