Datoerne for DebConf12 i Nicaragua er bekræftet
2. november 2011
DebConf12 finder sted i Managua, Nicaragua, i juli 2012
Debian-projektet, holdet bag det frie styresystem Debian, har bekæftet datoerne og mødestedet for dets næste årlige konference, DebConf12.
Konferencen finder sted fra den 8. til 14. juli 2012 i Managua, Nicaragua. I DebConfs tolvårige historie, er det første gang konferencen finder sted i Mellemamerika.
Hvert år giver DebConf nye og eksisterende deltagere i Debian-projektet fra hele verden, mulighed for at mødes, dele viden, i fællesskab bidrage til Debian, og knytte tættere forbindelser inden for fællesskabet. Konferencens omkostninger dækkes for en stor dels vedkommende af sponsorbidrag fra virksomheder, der har stor nytte af at Debian har succes.
Medlemmerne af Debian-fællesskabet i Nicaragua, i samarbejde med andre
fællesskaber i Mellemamerika, er meget stolte over at være værter for
arrangementet og er glade for at kunne hilse kollegaer fra hele verden
velkommen i Managua, under den meget vigtige og produktive konference
, siger
Leandro Gómez, leder af det lokale DebConf12-hold. Konferencen vil
give de lokale Debian- og fri software-fællesskaber et løft, og være med til at
skabe opmærksomhed om Debian-projektet, med nye bidragydere og entusiaster fra
vores land og den omgivende region, som bliver aktive i
Debian-fællesskabet og hjælper Debian med at opbygge det bedste
styresystem.
Forud for DebConf, vil der være en dag, hvor dørene åbnes for offentligheden, kaldet Debian Day. Der vil være foredrag og præsentationer af fordelene ved Debian, fri software og open source-software generelt, for virksomheder, offentlige myndigheder, akademiske og individuelle brugere.
Tidligt i 2012 vil der blive åbnet for foreslag til foredrag samt tilmelding.
Før DebConf12 finder DebCamp sted, de årlige arbejdssessioner for udviklere, med start den 1. juli.
Arrangementets endelige kalender er som følger:
- 1.-7. juli 2012: DebCamp, de årlige arbejdssessioner for udviklere
- 7. juli 2012: Debian Day
- 8.-14. juli 2012: DebConf12
- 15. juli 2012: Afrejse-/oprydningsdag
Om Debian
Debian-projektet er en organisation af fri software-udviklere som frivilligt bidrager med tid og kræfter, til at fremstille det helt frie styresystem Debian GNU/Linux.
Om DebConf
DebConf er den årlige Debian-konference, som har fundet sted siden år 2000 på så forskellige steder som Canada, Finland og Argentina. Flere hundrede deltagere, bidragydere og brugere samles hvert år på et nyt sted, for at fremme ideer, samarbejde og have socialt samvær. Flere oplysninger er tilgængelige på DebConf-webstedet.
Kontaktoplysninger
For flere oplysninger, besøg websiderne om DebConf12 eller send en mail på engelsk til <press@debconf.org>.