Debians projektnyheder - 24. juni 2013

Velkommen til årets trettende udgave af DPN, Debian-fællesskabets nyhedsbrev. Emner i denne udgave er blandt andre:

DebConf13 får sin DebCamp

Da DebConf-holdet offentliggjorde DebConf13's officielle placering og datoer, var der af budgetårsager megen usikkerhed om hvorvidt en DebCamp kunne organiseres. DebConf-holdet har nu annonceret at DebConf13 vil have sin DebCamp, der varer næsten en hel uge, med begyndelse den 6. august på det primære konferencested.

Hvis du planlægger at deltage i DebConf13, skal du senest den 30. juni genbekræfte din deltagelse, og dermed godkende din registrering.

Debian Code Search på video

Debian Code Search er en søgemaskine skrevet af Michael Stapelberg til kildekode, der distribueres af Debian. Den kan anvendes på codesearch.debian.net. Michael Stapelberg skrev i sin blog, at videoen med det foredrag, han holdt ved GPN13 om Debian Code Search, er tilgængelig. Han forklarer baggrunden for projektet og hvordan koden fungerer. Foredraget er på tysk, men Michael har skrevet engelske undertekster, så flere kan nyde godt af videoen.

Bits fra Debian System Administrators

Peter Palfrader sendte en rapport over DSA-holdets sprint, der nyligt fandt sted i LinuxHotel, Essen, Tyskland. Under mødet diskuterede Debians systemadministratorer blandt andet fremdriften ved migreringen fra fysiske til virtuelle maskiner, udrulning af Content Delivery Network (indholdleveringsnetværket) til statiske data, der leveres af webservere, mulighed for at autentificere Alioth-brugere via Debians Single Sign-On-server, samt langfristede mål for opsætningshåndtering. De oplyste en række kontaktoplysninger til DSA-holdet samt deres nuværende retningslinjer. DSA-holdet takker LinuxHotel og Electrical & Computer Engineering- og Information Technology-afdelingerne ved University of British Columbia, der gjorde mødet muligt.

Interview

Siden den seneste udgave af Debian Project News, har der været to Debian Edu-interview, med Jonathan Carter og Victor Nițu, der begge, blandt andet, beskriver hvordan de blev involveret i Debian Edu og deres syn på projektet.

I en artikel om LLVM og Clang 3.3, interviewede (på fransk) webstedet LinuxFR.org Sylvestre Ledru vedrørende hans arbejde med LLVM og Clang i Debian.

Andet nyt

Julien Viard de Galbert skrev en detaljeret vejledning i opbygning af skræddersyede Debian-installerings-cd'er med brug af simple-cdd.

Ingo Juergensmann offentliggjorde, at som en bivirkning ved genoplivelsen af Debian m68k-tilpasningen, besluttede han at opsætte et mirror af debian-ports.org på buildd.net.

Steve Kemp præsenterede et hurtigt hack til at manipulere med APT's sources.list. I kommentarerne foreslog andre alternative løsninger. Man kan benytte en af dem til at sikre, at der ikke er nogen debian-multimedia.org-registreringer i ens /etc/apt/sources.list-fil.

Vigtige Debian Security Advisories

Debians Security Team har udgivet bulletiner vedrørende (blandt andre) disse pakker: mesa, pymongo, chromium-browser, dbus, fail2ban, wireshark, xml-security-c, haproxy og otrs2. Læs den omhyggeligt og gør det fornødne.

Debians Stable Release Team har udgivet en opdateringsbulletin vedrørende pakken: openvpn. Læs den omhyggeligt og gør det fornødne.

Bemærk at dette er et udvalg af de mere vigtige sikkerhedsbulletiner fra de seneste uger. Hvis du ønsker at være ajour med sikkerhedsbulletiner udsendt af Debians sikkerhedshold, så tegn abonnement på sikkerhedspostlisten (og den separate backports-liste, og listen med opdateringer til stable for at modtage annonceringerne.

Nye og bemærkelsesværdige pakker

116 pakker er nyligt blevet føjet til Debians ustabile arkiv. Blandt mange andre er der tale om:

Pakker, der har brug for hjælp

I øjeblikket er 480 pakker forældreløse og 153 pakker kan adopteres: se den komplette liste over pakker, der har brug for din hjælp.

Ønsker du fortsat at læse DPN?

Hjælp os med at fremstille nyhedsbrevet. Vi har stadig behov for flere frivillige skribenter, som overvåger Debian-fællesskabet og rapportere om hvad der sker. Se bidragssidenfor at finde ud af hvordan man hjælpertil. Vi ser frem til at modtage din mail (på engelsk) på debian-publicity@lists.debian.org.


For at modtage dette nyhedsbrev som mail, kan man abonnere på postlisten debian-news.

Tidligere udgaver af nyhedsbrevet er tilgængelige.

Denne udgave af Debians projektnyheder blev redigeret af Cédric Boutillier og Justin B Rye.
Den blev oversat af Kåre Thor Olsen.