Debians projektnyheder - 12. marts 2015

Velkommen til årets anden udgave af DPN, Debian-fællesskabets nyhedsbrev. Emner i denne udgave er blandt andre:

Rapporter

Andreas Tille offentliggjorde en rapport fra DebianMed-sprinten, der forklarede hvad der fandt sted under det femte sprintsamarbejde mellem DebianMed-holdet, BioLinux, udviklere og brugere. Begivenheden var et glimrende udstillingsvindue for Blends-konceptet, hvilket også tiltrak nogle nye holdmedlemmer. Flere pakker blev uploadet og acepteret med det samme under sprinten, takket være ftpmaster-holdet, som betød at arbejdet uden afbrydelse kunne fortsætte med kædeafhængigheder. Flere rapporter og oplysninger om M. Crusoes arbejde på screed, S. Steinbiss på barrnap, Tim Booth på khmer samt andre bidrag, er tilgængelige på DebianMed 2015 Sprint Wiki.

Debian LTS-arbejdet fortsætter, med Raphaël Hertzog der arbejdede 14,5 timer på projektet. Hans højdepunkter er blandt andre et hjælpescript til generering af mails til pakkevedligeholdere. Michael Banck blev sponseret til at arbejde på at holde PostgreSQL opdateret i LTS, Ben Hutchings uploadede cups- og sudo-pakker, mens Thorsten Alteholz arbejdede 14,5 timer på at uploade nye versioner af php5, krb5 og e2fsprogs.

Raphaël Hertzog reducerer sin ikke-arbejdsrelaterede involvering i Debian. Det er delvist for at ændre sit fokus og delvist som en erkendelse af, at han blev distraheret inde i projektet af postlister, RSS-feeds, osv. Nyligt har han samarbejdet med et lokalt politisk parti om håndteringen af deres digitale infrastruktur, og i særdeleshed afstemningssoftware.

Thorsten Alteholz markerede 154 pakker som accepteret i sin rolle som FTP Assistant. Han kom også med sin holdning til nogle mails om fortolkninger af opstrømslicenser.

En delegering til Trademark-holdet

Vi hilste offentliggørelsen af en officiel delegering til Trademark-holdet velkommen. Holdet arbejdede tidligere uofficielt som frivillige under DPL, og havde ansvar for forespørgsler vedrørende Debians varemærke og for rapportering af overtrædelser. Nyligt har holdet gennemført processen med at registrere Debians swirl i USA. De går nu videre med internationale varemærker. Selv om holdet stadig vil arbejde tæt sammen med Debians projektleder og Software in the Public Interest, betyder delegeringen at holdet nu kan fungere på egen hånd, hvad angår dets ansvar for forespørgsler om tilladelse til anvendelse af varemærker, nye registreringer, opdateringer og udvidelsen af Debians varemærker.

Brug for hjælp: Debian Partners Program

Lucas Nussbaum udsendte en opfordring til at hjælpe til med Debian Partners-programmet, som takker og fremhæver organisationer, som støtter og hjælper vores projekt. Det aktuelle hold har ikke været i stand til at følge med de seneste forespørgsler og tilføjelser. Lucas har i sinde at danne en lille gruppe, som får ansvaret for programmet, opsætning af bidragsniveauer, vedligeholdelse af registreringer og måling på hvordan programmet fungerer.

Debian-projektledervalg 2015

Opfordringen til at nominere sig til det næste valg til posten som Debians projektleder, er udsendt. DPL'ens valgperiode begynder fredag den 17. april 2015. Vores Vedtægter fastlægger at valget skal begynde seks uger før posten bliver ledig. Processen gør det muligt for interesserede udviklere at nominere sig selv og at offentliggøre deres valgprogrammer i løbet af den første uge. Det efterfølges af en tre uger lang periode, hvor de nominerede holder valgkampagne om posten, hvorefter de sidste to uger er reserveret til at Debian Developers afgiver deres stemmer i valget. Processen begyndte den 4. marts 2015.

De nominerede er: Mehdi Dogguy, Gergely Nagy og Neil McGovern.

Begivenheder

Der blevet meldt ud, at man nu kan tilmelde sig DebConf15, som finder sted i Heidelberg, Tyskland, fra lørdag den 15. august 2015 til og med søndag den 22. august 2015. Før DebConf15 vil der være en uges DebCamp, fra søndag den 9. august 2015 til og med fredag den 14. august 2015. Hvis du ønsker at deltage i DebConf15, så udfyld tilmeldingsformularen.

DebConfs Organisation-hold er stolt over at kunne offentliggøre, at de kan være værter for holdsprinter samt tage sig af alt vedrørende logistik til arbejdspladser, forplejning og overnatning til disse. Interesserede hold skal kontakte dem, og planlægge deres sprint til at finde sted under DebCamp, 10.-14. august. Det er god mulighed for hold at tiltrække andre interesserede personer, motivere bidragydere og komme i kontakt med Debian-fællesskabet generelt.

DebConf16 finder sted i Cape Town, Sydafrika.

Andet nyt

Stefano Zacchiroli gjorde opmærksom på at Debian nu er registreret i Internet Movie Database, takket være filmen Citizenfour. Debian får en særlig tak sidst i filmens rulletekster.

DPN spørger: DSA, hvad laver I?

Debian er et stort og globalt fællesskab bestående af en mængde enkeltpersoner, projekter og hold. I denne måned, som del af et særligt feature hvor vi dækker hvad et projekt eller hold arbejder på i Debian, og som man måske ikke er opmærksom på.

Vi har kontaktet DSA-holdet med spørgsmålet: Hvad laver I?

Paul Wise svarer:

Debian System Administration-holdet (DSA) er delegeret til at håndtere Debian-projektets infratruktur, herunder maskiner, vigtige services og forholdet til donorer af udstyr, services og hosting.

I praksis behandler det ni mand store hold en hel del mails, output fra cron, overvågningsbeskeder, mail til Debian-medlemmer som kommer retur, beskeder fra hosts og leverandører, spam, underlige mails, spørgsmål der er havnet det forkerte sted, hardware der ikke vil genstarte, hardware der er ved at dø, syg hardware, serielle konsoller, diskudskiftninger, hardwaredonationer, indkøb af hardware, hardwaresponsorer, hostingsponsorer, forespørgsler vedrørende gæstekonti, ændringer til gruppemedlemskaber, kompatibilitetsproblemer mellem udgivelser, henvendelser til serviceadministratorer, sikkerhedsopdateringer, koordinering mellem hold og meget mere.

Vores værktøjer er blandt andre Debian stable (og nogle backports), hardware som er i stand til at køre amd64-VM'er, entropinøgler, ganeti, puppet, icinga, munin, ikiwiki, git, postgresql, apache, openldap, gnupg, openssh, bacula, ferm, sudo og en række hjemmelavede scripts.

Vi er interesserede i automatisering, pålidelighed, hastighed, privatliv, sikkerhed, robosthed, lang levetid, og forsøger at balancere disse til fordel for Debian-projektet, dets medlemmer, brugere, derivativer og resten af verden.

Da vi har meget at se til, overlader vi selve afviklingen af de enkelte services til serviceadministratorer, men stiller generel vejledning så vel som specifik vejledning fra sag til sag, til rådighed.

Vores seneste bedrift var at ændre koden til update-ca-certificates, så det blev muligt at have flere X.509-certifikatstores samt tilføjelse af puppet-bidder, for at sikre at de tre certifikatstores vi ønskede, er i overensstemmelse på tværs af hosts.

Et igangværende projekt er at udskifte vores aktuelle, gamle LDAP's web-/mailfrontend med en ny, baseret på Django.

Hvis nogen har lyst til at hjælpe til, så tag et kig på vores fejlbeholdning, og ret gerne de forskellige fejl, vi har rapporteret.

For flere oplysninger eller for at kontakte holdet, kan man besøge deres webside: DSA Team.

Interview

Zlatan Todorić holder en række interview med FLOSS-udviklere, begyndende med Joey Hess. Interviewet kommer ind på livet og livsstilen hos en af de mest aktive personer i fri software-fællesskabet. Joey taler om sit liv efter Debian, programmering og om at leve beskedent.

Det næste i rækken er et interview med Paul Wise, en god kilde til information, medlem af DSA og medlem af vores helt eget Publicity-hold. Paul deler noget af sin historie, sine tanker om FLOSS og om fremtiden.

Nye Debian Contributors

3 ansøgere er blevet accepteret som Debian Developers, 3 ansøgerer er blevet accepteret som Debian Maintainers og 4 personer er begyndt at vedligeholde pakker siden den foregående udgave af Debian Project News. Hils Jonas Genannt, Tomasz Buchert, Federicco Ceratto, Nicolaus Rath, Balasankar C, Olof Johansson, Rebecca N. Palmer, Thomas Klute, Luca Boccassi og Carlos Alberto Silombria Ibarra velkommen i vores projekt!

Statistik over udgivelseskritiske fejl i den kommende udgivelse

Ifølge Bugs Search-grænsefladen i Ultimate Debian Database, er den kommende udgivelse, Debian Jessie, i øjeblikket påvirket af 112 udgivelseskritiske fejl. Hvis man ignorerer fejl, der er lette at løse eller er ved at blive løst, er der rundt regnet 67 udgivelseskritiske fejl tilbage, som skal løses for at udgivelsen kan finde sted.

Der er også en mere udførlig statistik, foruden nogle tips til hvordan man kan fortolke tallene.

Vigtige Debian Security Advisories

Debians Security Team har udgivet bulletiner vedrørende (blandt andre) disse pakker: bind9, libreoffice, typo3-src, xdg-utils, e2fsprogs, sudo, ruby-redcloth, eglibc, linux, samba, cups, libgtk2-perl, iceweasel, kfreebsd-9, request-tracker4, unace, icedove og libarchive. Læs dem omhyggeligt og gør det fornødne.

Debian-holdet med ansvar for langtidsunderstøttelse af Squeeze, har udgivet sikkerhedsopdateringsbulletiner vedrørende disse pakker: e2fsprogs, nss, linux-2.6, samba, openjdk-6, request-tracker3.8, cups, sudo, libgtk2-perl, e2fsprogs, bind9, unace og eglibc. Læs dem omhyggeligt og gør det fornødne.

Debians Stable Release Team har udgivet sikkerhedsopdateringsbulletiner vedrørende pakkerne: spamassassin, policyd-weight og clamav. Læs dem omhyggeligt og gør det fornødne.

Bemærk at dette er et udvalg af de mere vigtige sikkerhedsbulletiner fra de seneste uger. Hvis du ønsker at være ajour med sikkerhedsbulletiner udsendt af Debians sikkerhedshold, så tegn abonnement på sikkerhedspostlisten (og den separate backports-liste, listen med opdateringer til stable og opdateringer til langtidsunderstøttelse) for at modtage annonceringerne.

Nye og bemærkelsesværdige pakker

128 pakker er nyligt blevet føjet til Debians ustabile arkiv. Blandt mange andre er der tale om:

Pakker, der har brug for hjælp

I øjeblikket er 664 pakker forældreløse og 146 pakker kan adopteres: se den komplette liste over pakker, der har brug for din hjælp.

Ønsker du fortsat at læse DPN?

Hjælp os med at fremstille nyhedsbrevet. Vi har stadig behov for flere frivillige skribenter, som overvåger Debian-fællesskabet og rapportere om hvad der sker. Se bidragssidenfor at finde ud af hvordan man hjælpertil. Vi ser frem til at modtage din mail (på engelsk) på debian-publicity@lists.debian.org.


For at modtage dette nyhedsbrev som mail, kan man abonnere på postlisten debian-news.

Tidligere udgaver af nyhedsbrevet er tilgængelige.

Denne udgave af Debians projektnyheder blev redigeret af Cédric Boutillier, Jean-Pierre Giraud, Donald Norwood, Justin B Rye og Paul Wise.
Den blev oversat af Kåre Thor Olsen.