Hjælp/support

Debian og dets support drives af et fællesskab af frivillige. Hvis denne fællesskabsdrevne support ikke opfylder dine behov, kan du prøve at læse vores dokumentation og wiki eller ansætte en konsulenter.

Direkte hjælp på IRC

IRC (Internet Relay Chat) benyttes til direkte kommunikation mellem mennesker over hele verden. IRC-kanaler om Debian findes på OFTC.

For at deltage i en sådan chat, skal man bruge et IRC-klientprogram. Nogle af de mest populære klienter er HexChat, ircII, irssi, epic5 og KVIrc, der alle findes som Debian-pakker. OFTC tilbyder også en WebChat, dvs. et webinterface, som gør det muligt at benytte IRC med en webbrowser, uden behov for at have en lokal klient.

Når man har installeret klienten, skal man bede den om at forbinde sig med serveren. I de fleste klienter kan man skrive:

/server irc.debian.org

I nogle klienter (eksempelvis irssi) skal du i stedet skrive:

/connect irc.debian.org

Når man har opnået forbindelse, skal man tilslutte sig kanalen #debian ved at skrive:

  /join #debian

Bemærk: Klienter som HexChat har ofte en anderledes, grafisk brugergræseflade til brug ved tilslutning til servere og kanaler.

Man befinder sig nu blandt en flok venlige #debian-folk, som man er velkommen til på engelsk at stille spørgsmål om Debian. Kanalens OSS er tilgængelig på https://wiki.debian.org/DebianIRC.

Der er et antal andre IRC-netværk hvor du også kan chatte om Debian. Et af de mere populære er IRC-netværket freenodechat.freenode.net.

På freenode er der en lille dansksproget IRC-kanal, #debian.dk, hvor du på dansk kan søge hjælp.

Postlister

Debian er udviklet gennem en distribueret indsats fra hele verden. Derfor er e-mail en foretrukken måde at diskutere forskellige emner på. Meget af kontakten mellem Debians udviklere og brugere håndteres ved hjælp af adskillige postlister.

Der er adskillige offentligt tilgængelige postlister. Se Debians postlistesider for flere oplysninger.

For hjælp på dansk, kan postlisten debian-user-danish anvendes, på engelsk findes listen debian-user.

Det er selvfølgelig mange andre Linux-postlister, rettet mod specifikke aspekter ved det omfattende Linux-økosystem, og som ikke er Debian-specifikke. Anvend din foretrukne søgemaskine til at finde den mest velegnede liste til dit formål.

Usenet-nyhedsgrupper

Mange af vore postlister kan man kigge i som nyhedsgrupper, i hierarkiet linux.debian.*. Dette kan også gøres med en webgrænseflade som Google Groups.

Websteder

Forummer

Debian User Forums er en webportal hvor man kan diskutere Debian-relaterede emner, stille spørgsmål om Debian og få dem besvaret af andre brugere.

Kontakt en pakkes vedligeholder

Der er to måder at kontakte en pakkes vedligeholder på. Hvis man vil i kontakt med en pakkes vedligeholder på grund af en programfejl, så kan man blot indsende en fejlrapport (se afsnittet neden for om fejlrapportering). Pakkens vedligeholder modtager en kopi af fejlrapporten. Husk at skrive på engelsk.

Hvis man ønsker at kommunikere med pakkevedligeholderen, så kan man bruge det særlige e-mail-alias, som er sat op for hver pakke. Alle e-mails der sendes til <pakkenavn>@packages.debian.org vil blive videresendt til pakkevedligeholderen.

Fejlrapporteringssystemet

Debian-distributionen har et fejlrapporteringssystem som indeholder de detaljerede oplysninger om programfejl rapporteret af brugere og udviklere. Hver enkelt fejlrapport tildeles et nummer og gemmes i arkivet indtil den er blevet markeret som behandlet.

For at rapportere en fejl kan man bruge en af fejlrapporteringssiderne neden for, eller man kan bruge Debian-programmet reportbug, til automatisk at indsende en fejlrapport.

Oplysninger om indsendelse af fejlrapporter, oversigt over uafsluttede fejlrapporter, samt oplysninger om fejlrapporteringssystemet generelt, findes på websiderne om fejlrapporteringssystemet.

Konsulenter

Debian er fri software og tilbyder gratis hjælp via postlister. Nogle mennesker har enten ikke tid, eller har specielle behov, og er villige til betale nogen for at vedligeholde eller tilføje ekstra funktionalitet til deres Debian-system. Se konsulentsiderne for en liste over personer og virksomheder, der tilbyder sådanne ydelser.

Kendte problemer

Begrænsninger og alvorlige problemer med den aktuelle stabile distribution (om nogen) er beskrevet på udgivelsessiderne.

Vær særligt opmærksom på udgivelsesbemærkningerne og de kendte fejl.