Mini-DebConf i Ho Chi Minh-byen, Vietnam under FOSSASIA 2010

2. november 2010

FOSSASIA 2010, en af de førende begivenheder vedrørende fri og open source-software (FOSS) for udviklere, virksomheder, offentlige myndigheder og brugere i Vietnam, finder sted i Ho Chi Minh-byen den 12.-14. november 2010.

Begivenheden vil indeholde den første mini-DebConf i Vietnam. Efter Beijing, Kina (2005), Taipei, Taiwan (2009), Khon Kaen, Thailand (marts 2010) og Pune, Indien (august, 2010), er dette den femte mini-DebConf i Asien.

FOSSASIA organiseres af Asian Free Software and Open Source IT-fællesskabet, under samme tag som nonprofit-begivenhedsorganisationen FOSSASIA, og i samarbejde med styret i Ho Chi Minh-byen, Quang Trung Software Park Online og MBM International. Medorganisatorer fra 2010 er OpenOffice.org-fællesskabet og Asia mini-DebConf 2010. Begivenhedens forkvinde er Hong Phuc DANG fra Vietnam, der støttes af den medhjælpende leder Mario Behling (Lubuntu, Tyskland) og Long Lam (QTSC Online, Vietnam).

De primære deltager er i år blandt andre Debian, Drupal, Fedora, Blackray, Lubuntu, OpenDesign.Asia, Mozilla, NOSQL, OLPC, StatusNet, Tiddly Wiki, YaCy, Ubuntu Vietnam, xPUD, eXo Platform, Freifunk, Joomla, Libre Graphics, Android, MariaDB, TomatoCMS og Sahana Eden.

Der vil være et separat spor til mini-DebConf'en, med foredrag fra forskellige Debian-udviklere og -bidragydere, dækkende emner vedrørende teknik, sociale forhold og retningslinjer, foruden en oversættelsesworkshop for at hjælpe det vietnamesiske oversættelsesfællesskab og for at undervise i hvordan man oversætter i Debian.

Deltag sammen med os den 12.-14. november 2010 i Ho Chi Minh-byen.

Flere oplysninger er tilgængelige på organiseringssiden.

Om Debian

Debian-projektet blev grundlagt i 1993 af Ian Murdock, som et helt frit fællesskabsprojekt. Siden den gang, er projektet vokset til at være et af de største og mest indflydelsesrige open source-projekter. Over tretusinde frivillige fra hele verden samarbejder om at fremstille og vedligeholde Debian-software. Med oversættelser til over tredive sprog, og med understøttelse af et enormt antal computertyper, kalder Debian sig det universelle styresystem.

Om MiniDebConf

Som navnet antyder, er en MiniDebConf en mindre udgave af DebConf. DebConf er den årlige konference for Debian-udviklere. Som DebConf indeholder en MiniDebConf et komplet program med foredrag om teknik, sociale forhold og retningslinjer. Det giver udviklere, bidragydere og andre interesserede endnu en mulighed i årets løb, til at mødes personligt og arbejde tæt sammen. MiniDebConf'er har fundet sted mange steder på fem kontinenter i det sidste årti. Med placeringen af denne konference i Ho Chi Minh-byen, passer den perfekt med årets DebConf på den modsatte side af kloden, i New York, dermed er vores planetare dækning maksimeret.

Kontaktoplysninger

Besøg Debians websider på https://www.debian.org/ for yderligere oplysninger eller send en mail på engelsk til <press@debian.org>.