Debians projektnyheder - 14. maj 2012

Velkommen til årets tiende udgave af DPN, Debian-fællesskabets nyhedsbrev. Emner i denne udgave er blandt andre:

Opdatering af Debian 6.0: 6.0.5 udgivet

Den femte opdatering af Debian 6.0 (kodenavn Squeeze) er udgivet. Opdateringen tilføjer primært rettelser af sikkerhedsproblemer til den stabile udgave, sammen med nogle justeringer af alvorlige problemer.

Påmindelse om deadlines vedrørende DebConf12

Leandro Gómez bemærkede, at deadlinen til sponseret tilmelding til DebConf12 nærmer sig hastigt; skynd dig at blive tilmeldt inden tirsdag den 15. maj!

Gunnar Wolf sendte en beslægtet nyhed i form af endnu en opfordring til at indsende forslag til foredrag til DebConf12: Forslag til foredrag accepteres indtil dagen før selve foredraget, men de skal være indsendt inden fredag den 1. juni for at have garanteret videodækning og for at blive offentliggjort som en del af konferencens officielle program.

Holger Levsen rapporterede om sit nylige besøg i Managua i Nicaragua. Rapporten indeholder en tematisk sorteret liste over indtryk og råd, som kan være meget nyttige hvis man påtænker at deltage i DebConf12. Kort og godt var det fantastisk, DebConf12 bliver fantastisk.

Generel beslutning om diversitetsbekendtgørelse

Debians projektsekretær, Kurt Roeckx, offentliggjorde, at processen angående en generel beslutning om Debian-projektets diversitetsbekendtgørelse er begyndt. Detaljerede oplysninger er tilgængelige på den tilhørende afstemningsside, mens diskussionen kan følges på postlisten debian-vote.

Første alfaudgave af installeringsprogrammet til Debian Wheezy

Den nye Debian Installer understøtter WPA, anvender ext4 som standardfilsystem, tillader Btrfs som /boot-partition, giver mulighed for at vælge ISO-image, og meget mere. Programmet forbedrer også håndteringen af ZFS-filsystemerne, og understøtter megen ny hardware. Du er velkommen til at hjælpe med at finde fejl og yderligere forbedre installeringsprogrammet, ved at afprøvet det. Installerings-cd'er, andre medier og alt andet man kan få brug for, er tilgængeligt.

The Debian Administrator's Handbook udgivet

Raphaël Hertzog offentliggjorde, at The Debian Administrator's Handbook nu er tilgængelig. Håndbogen er en oversættelse til engelsk af den fransksprogede bestseller Cahier de l'Admin, som han har forfattet sammen med Roland Mas. Bogen udgives nu under en licens, som er kompatibel med DFSG og er blevet pakket i Debian-main-arkivet, så du kan installere den på Debian unstable med kommandoen:

apt-get install debian-handbook

Et altid voksende mirrornetværk

Raphael Geissert skrev et blogindlæg om konstant vækst i Debians mirrornetværk. Det totale antal mirrors er pt. 330 for HTTP-protokollen og 300 for FTP. Mirrorene er tilgængeligt i 73 lande, takket være Debian-sponsorerne, der er værter for dem.

Bits fra DPL'en

Stefano Zacchiroli sendte sin månedlige rapport om DPL-aktiviteter. I april brugte Stefano det meste af sin tid på at opnå koncensus om forskellige emner: Forslaget til en diversitetsbekendtgørelse vedrørende Debian-projektet, indtægtsdelingsaftalen med DuckDuckGo, den langvarige konflikt i forbindelse med vedligeholdelse af Python og forholdet mellem vedligeholdelsesholdet pkg-multimedia og det uofficielle debian-multimedia.org-arkiv. I sin mail bad Stefano også om DPL helpers: Frivillige til at hjælpe Debians projektleder med nogle mindre opgaver og dele hans arbejdsbyrde.

Andet nyt

Joerg Jaspert offentliggjorde, at der er blevet oprettet en ny arkivnøgle til Debian 7.0 Wheezy. Nøglen vil blive anvendt i forbindelse med udgivelsen af Wheezy eller ved udløbet af den gamle nøgle, 0x473041FA (5. marts 2018), alt efter hvad der sker først.

Paul Tagliamonte sendte en ny opdatering om sin GCC 4.7-patchathon: Siden 14. april har han allerede sendt 28 patches med rettelser til gcc-4.7 angående FTBFS-fejl. Godt klaret, Paul!

Cyril Brulebois sendte nogle opdateringer om Debian X-serverudvikling.

Takket være en licensændring hos upstream, er autoconf-doc nu placeret i Debian-main.

Baseret på en nylig undersøgelse, der kiggede på usikre biblioteker, foreslog Thomas Koch at det giver mening at pakke Java-biblioteker i Debian, takket være dets strikse og barske sikkerhedspolicy.

Andreas B. Mundt præsenterede Projektet Debian Local Area Network (Debian-LAN): Dets formål er at gøre det så let som muligt i Debian at opsætte et lokalt netværk med centraliseret håndtering af brugere og maskiner, intranet, osv. Flere oplysninger er tilgængelige i wikien.

Kommende begivenheder

Der er nogle kommende Debian-relaterede begivenheder:

Man finder flere oplysninger om Debian-relaterede arrangementer og foredrag i begivenhedsafsnittet på Debians websted, ellers kan man tegne abonnement på en af vores arrangementspostlister dækkende forskellige områder: Europa, Holland, spansktalende Amerika, Nordamerika.

Ønsker du at organisere en Debian-stand eller en Debian-installeringsfest? Kender du til andre kommende Debian-relaterede arrangementer? Har du holdt et Debian-foredrag og ønsker at linke til det fra vores foredragsside? Send en engelsksproget e-mail til Debian Events Team.

Nye Debian Contributors

Tre ansøgere er blevet accepteret som Debian Developers, otte ansøgere er blevet accepteret som Debian Maintainers og otte personer er begyndt at vedligeholde pakker siden foregående udgave af Debian Project News. Hils Peter Green, Willi Mann, Clint Byrum, Dmitry Shachnev, Matteo F. Vescovi, Christian Welzel, Koichi Akabe, Julian Taylor, Jeremy Bicha, Frank Habermann, Thomas Pierson, wujiang, Billy Zhe-Wei Lin (林哲瑋), Kefu Chai, xiaowen (辛晓闻), Thomas Kluyver, Russell Sim, Bruno Braga og Markus Wanner velkommen i vores projekt!

Statistik over udgivelseskritiske fejl i den kommende udgivelse

Ifølge Bugs Search-grænsefladen i Ultimate Debian Database, er den kommende udgivelse, Debian Wheezy, i øjeblikket påvirket af 930 udgivelseskritiske fejl. Hvis man ignorerer fejl, der er lette at løse eller er ved at blive løst, er der rundt regnet 556 udgivelseskritiske fejl tilbage, som skal løses for at udgivelsen kan finde sted.

Der er også en mere udførlig statistik, foruden nogle tips til hvordan man kan fortolke tallene.

Vigtige Debian Security Advisories

Debians Security Team har udgivet bulletiner vedrørende (blandt andre) disse pakker: samba, icedove, imagemagick (opdateret annoncering), quagga (opdateret annoncering), php5, rails, mahara, file (opdateret annoncering), libjakarta-poi-java, linux-2.6 og wordpress. Læs dem omhyggeligt og gør det fornødne.

Bemærk at dette er et udvalg af de mere vigtige sikkerhedsbulletiner fra de seneste uger. Hvis du ønsker at være ajour med sikkerhedsbulletiner udsendt af Debians sikkerhedshold, så tegn abonnement på sikkerhedspostlisten (og den separate backports-liste, og listen med opdateringer til stable for at modtage annonceringerne.

Nye og bemærkelsesværdige pakker

243 pakker er nyligt blevet føjet til Debians ustabile arkiv. Blandt andre er der tale om:

Pakker, der har brug for hjælp

I øjeblikket er 394 pakker forældreløse og 169 pakker kan adopteres: se den komplette liste over pakker, der har brug for din hjælp.

Ønsker du fortsat at læse DPN?

Hjælp os med at fremstille nyhedsbrevet. Vi har stadig behov for flere frivillige skribenter, som overvåger Debian-fællesskabet og rapportere om hvad der sker. Se bidragssidenfor at finde ud af hvordan man hjælpertil. Vi ser frem til at modtage din mail (på engelsk) på debian-publicity@lists.debian.org.


For at modtage dette nyhedsbrev som mail, kan man abonnere på postlisten debian-news.

Tidligere udgaver af nyhedsbrevet er tilgængelige.

Denne udgave af Debians projektnyheder blev redigeret af Moray Allan, Cédric Boutillier, Francesca Ciceri, David Prévot og Justin B Rye.
Den blev oversat af Kåre Thor Olsen.