Debians projektnyheder - 15. oktober 2012
Velkommen til årets tyvende udgave af DPN, Debian-fællesskabets nyhedsbrev. Emner i denne udgave er blandt andre:
- Rapport fra FTP Teamets møde
- Bits fra DPL'en
- Formindsket fejlrapporteringsniveau i Debian
- Andet nyt
- Kommende begivenheder
- Nye Debian Contributors
- Statistik over udgivelseskritiske fejl i den kommende udgivelse
- Vigtige Debian Security Advisories
- Nye og bemærkelsesværdige pakker
- Pakker, der har brug for hjælp
- Ønsker du fortsat at læse DPN?
Rapport fra FTP Teamets møde
Joerg Jaspert sendte en rapport fra FTP Teamets møde, som fandt sted den 14.
til 20. september i Fulda. Under mødet implementerede holdet en
ny grænseflade til håndtering af Debian Maintainer-rettigheder, som vil gøre
det muligt for dem, at holde op med at bruge DMUA-flaget. Der blev også
foretaget en stor forbedring i pdiff-genereringen: Tidligere leverede
Debian-arkivet diff-filer til understøttelse af trinvise opdateringer, men uden
større fordele. Takket være en omskrivning af koden, er det nu muligt at
kombinere ældre diff'er, for at få et hurtigere og mere pålideligt resultat.
Brugerne behøver nu kun at hente to diff'er, mod før op til 56.
Mødet gav også mulighed for at forfremme Ansgar Burchardt til FTPMaster;
tillykke Ansgar!
Som sædvanlig ønsker holdet at takke alle, der har doneret til Debian-projektet,
samt Office Factory Fulda, som lagde lokaler til mødet.
Bits fra DPL'en
Stefano Zacchiroli sendte som sædvanlig sin rapport over DPL-aktiviteter i september 2012: Blandt andet fortsatte han arbejdet med at genlicencere Debians Open Use-logo, som nu er dobbeltlicenceret under LGPL3+ / CC-BY-SA 3.0. Desuden udsendte Stefano en opfordring til at hjælpe til med Googles Code-In-initiativet. For at deltage har Debian behov for både mentorer og administratorer; hvis du er interesseret, kan du melde dig som frivillig på postlisten soc-coordination.
Formindsket fejlrapporteringsniveau i Debian
Christian Perrier bemærkede, at
Debian-fejl nummer 690000 blev
rapporteret sidste mandag, tre måneder og otte dage efter fejl nummer 680000.
Det førte til nogle interessante betragtninger vedørende det formindskede
fejlrapporteringsniveau i Debian: Ifølge Christian,
kan det skyldes
frysningen af Wheezy
, men det kan også betyde et generelt faldende
aktivitetsniveau i projektet. Don Armstrong
forsøgte at
bekræfte teorien ved at analysere data fra fejlsporingssystemet, og fandt
frem til, at der godt nok er specifikke tidsrum, hvor der er en formindskelse i
fejlrapporteringsniveau, men der er en endnu mere alamerende udvikling med
formindsket fejlrapportering i Debian, som har stået på siden 2006
.
Andet nyt
Gijs Hillenius rapporterede, at
kommunen Vieira do Minho, beliggende i det nordlige Portugal, har kørt Debian på
sine servere i flere år. Faktisk har den kommunale administration besluttet
at benytte fri software overalt hvor det er muligt, og skiftede i marts i år
også til Debian på deres administrative arbejdspladser. For António Rebelo,
chef for it-afdelingen, er disse it-løsninger fleksible, lette at udforske,
teste og udskifte […] og på grund af de lavere omkostninger, har [det]
givet en levedygtig it-infrastruktur.
Kommende begivenheder
Der er nogle kommende Debian-relaterede begivenheder:
- 17. oktober, Porto Alegre, RS, Brasilien –
Foredrag og debat:
Hvad er Debian-projektet?
- 27.-28. oktober, Le Camp, Vaumarcus, Schweiz – Debian-fejludryddelsesfest
- 27. oktober, Bento Gonçalves, RS, Brasilien – Debian-foredrag ved II Seminário de Tecnologia em Software Livre TcheLinux
- 27.-28. oktober, Eindhoven, Holland – Debian-stand ved Technical Dutch Open Source Event
Man finder flere oplysninger om Debian-relaterede arrangementer og foredrag i begivenhedsafsnittet på Debians websted, ellers kan man tegne abonnement på en af vores arrangementspostlister dækkende forskellige områder: Europa, Holland, spansktalende Amerika, Nordamerika.
Ønsker du at organisere en Debian-stand eller en Debian-installeringsfest? Kender du til andre kommende Debian-relaterede arrangementer? Har du holdt et Debian-foredrag og ønsker at linke til det fra vores foredragsside? Send en engelsksproget e-mail til Debian Events Team.
Nye Debian Contributors
Syv personer er begyndt at vedligeholde pakker siden den foregående udgave af Debian Project News. Hils José Ernesto Dávila Pantoja, Jerome St-Louis, Vivia Nikolaidou, Eugene Seliverstov, James Hunt, Markus Koschany og Louis Bouchard velkommen i vores projekt!
Statistik over udgivelseskritiske fejl i den kommende udgivelse
Ifølge Bugs Search-grænsefladen i Ultimate Debian Database, er den kommende udgivelse, Debian Wheezy
, i øjeblikket påvirket af 443 udgivelseskritiske fejl. Hvis man ignorerer fejl, der er lette at løse eller er ved at blive løst, er der rundt regnet 246 udgivelseskritiske fejl tilbage, som skal løses for at udgivelsen kan finde sted.
Der er også nogle tips til hvordan man kan fortolke tallene.
Vigtige Debian Security Advisories
Debians Security Team har udgivet bulletiner vedrørende (blandt andre) disse pakker: libxslt, icedove, hostapd og bacula. Læs dem omhyggeligt og gør det fornødne.
Bemærk at dette er et udvalg af de mere vigtige sikkerhedsbulletiner fra de seneste uger. Hvis du ønsker at være ajour med sikkerhedsbulletiner udsendt af Debians sikkerhedshold, så tegn abonnement på sikkerhedspostlisten (og den separate backports-liste, og listen med opdateringer til stable for at modtage annonceringerne.
Nye og bemærkelsesværdige pakker
201 pakker er nyligt blevet føjet til Debians ustabile arkiv. Blandt mange andre er der tale om følgende:
- aseprite – sprite- og pixelgrafikeditor
- crrcsim – modelflysimulator
- glogic – grafisk simulering af logiske kredsløb
- katarakt – simpel PDF-fremviser med to layout
- mjpegtools – værktøjssæt til opfangning/redigering/afspilning af MJPEG, samt MPEG-encoding
- muffin – letvægts vindues- og compositingmanager
- nwipe – værktøj til sikker sletning af diske
- pass – letvægts mappebaseret program til håndtering af adgangkoder
- repsnapper – STL til GCode-konvertering samt udskriftssoftware til RepRap-maskiner
- tt-rss – webbaseret newsfeed-opsamler (RSS/Atom)
Pakker, der har brug for hjælp
I øjeblikket er 471 pakker forældreløse og 136 pakker kan adopteres: se den komplette liste over pakker, der har brug for din hjælp.
Ønsker du fortsat at læse DPN?
Hjælp os med at fremstille nyhedsbrevet. Vi har stadig behov for flere frivillige skribenter, som overvåger Debian-fællesskabet og rapportere om hvad der sker. Se bidragssidenfor at finde ud af hvordan man hjælpertil. Vi ser frem til at modtage din mail (på engelsk) på debian-publicity@lists.debian.org.
For at modtage dette nyhedsbrev som mail, kan man abonnere på postlisten debian-news.
Tidligere udgaver af nyhedsbrevet er tilgængelige.
Denne udgave af Debians projektnyheder blev redigeret af Cédric Boutillier, Francesca Ciceri, David Prévot og Justin B Rye.
Den blev oversat af Kåre Thor Olsen.