Debians projektnyheder - 24. december 2012
Velkommen til årets femogtyvende udgave af DPN, Debian-fællesskabets nyhedsbrev. Emner i denne udgave er blandt andre:
- Bits fra DPL'en
- Wheezy-frysning: Der er brug for folk til at gennemgå ønsker om blokeringsophævelser
- Rapport fra fejludryddelsesfest i Mechlin
- Andet nyt
- Nye Debian Contributors
- Statistik over udgivelseskritiske fejl i den kommende udgivelse
- Vigtige Debian Security Advisories
- Nye og bemærkelsesværdige pakker
- Pakker, der har brug for hjælp
- Ønsker du fortsat at læse DPN?
Bits fra DPL'en
Stefano Zacchiroli sendte sin
månedlige rapport over DPL-aktiviteterne i november: Blandt andet beskrev han
nylige fremskridt i arbejdet med
debian-cloud-initiativet, budgetgodkendelsesprocessen for DebConf13 og
IRC-møder blandt DPL helpers
(DPL-hjælperne), en gruppe personer, der har
tilbudt at dele noget af DPL'ens arbejdsbyrde.
Wheezy-frysning: Der er brug for folk til at gennemgå ønsker om blokeringsophævelser
Niels Thykier, medlem af Release Team, bloggede om
fremdriften i udgivelsesprocessen vedrørende Wheezy. Wheezy har nu været
frosset i næsten seks måneder. Mere end det totale antal udgivelseskritiske
fejl, er det antallet af udgivelseskritiske fejl rettet i unstable, men ikke i
Wheezy, som bekymrer Niels. Situationen skyldes primært
unblock
-forespørgsler (forespørgsler om blokeringsophævelser), som ingen
medlemmer af Release Team har haft tid til at besvare. Ønsker du at hjælpe med
udgivelsen, og har du ikke fundet nogen udgivelseskritiske fejl at rette, kan du
gennemgå nogle af forespørgslerne om blokeringsophævelse, og dermed hjælpe med
at mindske antallet af ubesvarede henvendelser.
Rapport fra fejludryddelsesfest i Mechlin
Wouter Verhelst offentliggjorde en rapport om fejludryddelsesfesten (BSP'en), som han organiserede på sin arbejdsplads kontor i Mechlin, Belgien. En række udgivelseskritiske fejl blev rettet og der blev gjort fremskridt på nogle få andre. Selv om Wouter er ked af, at han var den eneste tilstedeværende Debian Developer fra Belgien, var han glad for at kunne hilse lokale nytilkomne, som ikke før havde bidraget til Debian, velkommen. Af den grund og fordi de havde det sjovt, kan begivenheden betragtes som en succes.
Andet nyt
Sylvestre Ledru annoncerede om tilgængeligheden af videoer og transparenter fra de præsentationer, der blev afholdt under Mini-DebConf'en, som fandt sted i sidste måned i Paris.
Petter Reinholdtsen bloggede om Bitcoin-understøttelse i Debian.
Nye Debian Contributors
2 ansøgere er blevet accepteret som Debian Maintainers og 8 personer er begyndt at vedligeholde pakker siden den foregående udgave af Debian Project News. Hils Rahul Amaram, Markus Frosch, Thiago Franco de Moraes, Markus Tornow, Gert Wollny, Denis Laxade, Gary Kramlich, Richard Ulrich, Michael Franzl og Csillag Tamas velkommen i vores projekt!
Statistik over udgivelseskritiske fejl i den kommende udgivelse
Ifølge Bugs Search-grænsefladen i Ultimate Debian Database, er den kommende udgivelse, Debian Wheezy
, i øjeblikket påvirket af 323 udgivelseskritiske fejl. Hvis man ignorerer fejl, der er lette at løse eller er ved at blive løst, er der rundt regnet 133 udgivelseskritiske fejl tilbage, som skal løses for at udgivelsen kan finde sted.
Der er også en mere udførlig statistik, foruden nogle tips til hvordan man kan fortolke tallene.
Vigtige Debian Security Advisories
Debians Security Team har udgivet bulletiner vedrørende (blandt andre) disse pakker:rssh, apache2, libxml2, mysql-5.1, xen, iceweasel, iceape, bogofilter, perl, libcgi-pm-perl, icedove og tiff. Læs dem omhyggeligt og gør det fornødne.
Bemærk at dette er et udvalg af de mere vigtige sikkerhedsbulletiner fra de seneste uger. Hvis du ønsker at være ajour med sikkerhedsbulletiner udsendt af Debians Security Team, så tegn abonnement på sikkerhedspostlisten (og den separate backports-liste, og listen med opdateringer til stable for at modtage annonceringerne.
Nye og bemærkelsesværdige pakker
194 pakker er nyligt blevet føjet til Debians ustabile arkiv.Blandt andre er der tale om:
- drumkv1 — gammeldags trommekitsampler
- git-bzr-ng — bidirektionel Git til Bazaar-bro
- julia — højtydende programmeringssprog til teknisk beregning
- mailnag — mailnotifikationsdæmon til GNOME 3
- minidisc-utils — kommandolinjeværktøjer til MiniDisc-tilgang
- php-horde — applikationsframework'et Horde
- pixz — parallel indeksering af XZ-compressor/-decompressor
- razorqt — letvægtsskrivebordsmiljø
- sonic-visualiser — fremvisning og analysering af musiklydfiler
- undistract-me — program til afsendelse af notifikationer når langtidskørende terminalkommander afsluttes
Pakker, der har brug for hjælp
I øjeblikket er 528 pakker forældreløse og 138 pakker kan adopteres: se den komplette liste over pakker, der har brug for din hjælp.
Ønsker du fortsat at læse DPN?
Hjælp os med at fremstille nyhedsbrevet. Vi har stadig behov for flere frivillige skribenter, som overvåger Debian-fællesskabet og rapportere om hvad der sker. Se bidragssidenfor at finde ud af hvordan man hjælpertil. Vi ser frem til at modtage din mail (på engelsk) på debian-publicity@lists.debian.org.
For at modtage dette nyhedsbrev som mail, kan man abonnere på postlisten debian-news.
Tidligere udgaver af nyhedsbrevet er tilgængelige.
Denne udgave af Debians projektnyheder blev redigeret af Moray Allan, Cédric Boutillier og Justin B Rye.
Den blev oversat af Kåre Thor Olsen.