Debian og Software Freedom Conservancy annoncerer Copyright Aggregation Project

17. august 2015

Ny serviceaftale mellem Conservancy og Debian er indført

I den forgangne weekend, under sin hovedtale ved DebConf (Debian-projektets årlige konference, i Heidelberg, Tyskland), offentliggjorde Software Freedom Conservancys Distinguished Technologist og formand, Bradley M. Kuhn, Conservancys Debian Copyright Aggregation Project. Dette nye projekt, dannet efter ønske fra Debian-udviklere, giver Debian-bidragydere forskellige nye måder at sikre forsvaret af softwarefrihed. Specifikt kan Debian-bidragydere vælge at overføre deres ophavsret til Conservancy med henblik på permanent forvaltning, eller underskrive Conservancys licenshåndhævelsesaftale, som uddelegerer bemyndigelsen til Conservancy til at håndhæve fri software-licenser (så som General Public License). Flere Debian-bidragydere har allerede underskrevet begge aftaler.

Forhenværende Debian-projektleder (DPL), Stefano Zacchiroli, hilste entusiastisk ordningen velkommen, og sagde Jeg bad Conservancy om at samarbejde med Debian om denne ordning. At indehave ophavsret til fri software-kode er et privilegium, men også et stort ansvar. Debian-udviklere har i årevis bedt mig om at finde en måde, hvorpå de kunne sikre, at en eller anden almennyttig organisation, som de har tillid til, tog sig af deres hårde arbejde og sikrede at fri software-licenser blev opretholdt. Conservancy er den bedste partner, jeg kan forestille mig til denne opgave. Jeg har selv tilmeldt mig ordningen!

På vegne af Debian-fællesskabet, kan Conservancy varetage Debians langtsigtede interesser og dets indsats for softwarefrihed. I forbindelse med Aggregation Project, stiller Conservancy licensrådgivning-, vejlednings- og compliancetjenester til rådighed for Debian, koordineret med DPL'en. Rammerne for alle disse tjenester til Debian-fællesskabet blev implementeret af Lucas Nussbaum under hans periode som DPL. Ifølge aftalen er DPL'en det primære kontaktsted vedrørende tjensteydelsesaftalen.

Neil McGovern, den nuværende DPL, udtalte: Med denne nye ordning, har Debian en fantastisk mulighed for at opbygge et løbende samarbejde med Conservancy om at håndhæve Debian-bidragydernes rettigheder i overensstemmelse med Debian Free Software Guidelines (DFSG) (Debians retningslinjer for fri software). Jeg hilser Conservancys erfaringer og kloge ord vedrørende licenserings- og politikanliggende velkommen, og priser deres øvrige arbejde vedrørende softwarefrihed.

Conservancy kan nu acceptere overførselsaftaler og håndhævelsesaftaler med alle Debian-bidragydere, som vælger at tilslutte sig Aggregation Project. I øjeblikket kan Debian-udviklere med interesse for ordningen, på engelsk kontakte debian-services@sfconservancy.org. DPL'en og Conservancy samarbejder om at etablere et selvbetjeningssystem til indsendelse af papirarbejdet.

Kuhns hovedtale under DebConf er tilgængelig som en videooptagelse, og han lavede et resume af sine tanker i et blogindlæg på Conservancys hjemmeside.

Om Debian

Debian-projektet blev grundlagt i 1993 af Ian Murdock, som et helt frit fællesskabsprojekt. Siden den gang, er projektet vokset til at være et af de største og mest indflydelsesrige open source-projekter. Tusindvis af frivillige fra hele verden samarbejder om at fremstille og vedligeholde Debian-software. Med oversættelser til 70 sprog, og med understøttelse af et enormt antal computertyper, kalder Debian sig det universelle styresystem.

Om Software Freedom Conservancy

Software Freedom Conservancy er en almennyttig nonprofitorganisation, som fremmer og forbedrer fri software-projekter og open source-softwareprojekter. Conservancy huser 30 projekter, herunder Git, Samba, Inkscape, phpMyAdmin og Selenium (for blot at nævne nogle få). Conservancy er hjemsted for Outreachy, en prisbelønnet, opsøgende mangfoldighedsordning, der forbedrer softwarefrihed generelt ved at arbejde med nonprofitregnskabssoftware og licensoverholdelse.

Kontaktoplysninger

For flere oplysninger, besøg Debians websider på https://www.debian.org/ eller send e-mail på engelsk til <press@debian.org>.